Kanonslag mod målmand straffes hårdt

Byret mente, at betinget dom og samfundstjeneste til fodboldbølle var nok, men landsretten er uenig

Offentliggjort Sidst opdateret

En 40-årig mand skal afsone en dom på 60 dages fængsel for under en fodboldkamp at have kastet to kanonslag ind på banen.

Det er Vestre Landsret, som tirsdag har skærpet straffen i sagen, hvor den 40-årige mand i februar sidste år slap med en betinget med vilkår om samfundstjeneste.

Gerningsstedet var Viborg Stadion den 9. juni 2023.

Blev afbrudt

Her tørnede de lokale helte fra Viborg FF sammen med FC Midtjylland i en playoffkamp om en adgangsbillet til den europæiske Conference League-turnering.

FC Midtjyllands Jonas Lössl modtog behandling på banen, efter at kanonslag var blevet kastet ind mod ham fra Viborgs fans under kamp i juni 2023.

Kampen blev afbrudt i overtiden, og spillerne blev sendt i omklædningsrummet, efter at to kanonslag var blevet kastet på banen mod Midtjylland-målmand Jonas Lössl.

Under afbrydelsen af kampen opstod der interne slagsmål på Viborgs fanafsnit, men efter en mindre pause blev kampen spillet færdig.

Fanget på video

Gerningsmanden blev efterfølgende udpeget på baggrund af overvågningsbilleder fra stadion, og han blev i byretten dømt for både overtrædelse af fyrværkeriloven og for at forvolde fare for andre.

Men selv om anklagemyndigheden i byretten argumenterede for en ubetinget fængselsstraf, vurderede retten, at en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste var tilstrækkelig.

Det valgte manden at acceptere, men anklagemyndigheden ankede dommen til Vestre Landsret, som har været enig i synspunktet om, at straffen skal gøres ubetinget.

Powered by Labrador CMS