Kender du røverens stemme?

Politiet har brug for hjælp til at identificere en kioskrøver

Udgivet Opdateret

Se video ovenfor

En ukendt og maskeret gerningsmand har frarøvet en kiosk et pengebeløb i sedler.

Røveren truede i den forbindelse medarbejderen med en kniv.

Røveriet blev begået mod kiosken på stationsvej 31 i Nørresundby lørdag eftermiddag den 9. april.

Nordjyllands Politi har nu valgt at offentliggøre en video, der viser hele forløbet. 

Det sker i håb om, at der er nogle borgere, som kan genkende stemmen og dermed hjælpe politiet med at fastslå, hvem gerningsmanden måtte være, lyder det fra politikommissær Kenneth Rodam, der er lederen af efterforskningen, i en pressemeddelelse.

Kommanderer offer væk

I videoen kan man se, at gerningsmanden går op til disken, mens kioskmedarbejderen står bag ved disken. 

Derpå beordrer røveren medarbejderen til at åbne disken, hvilket han nægter.

Efter en kort ordveksling går gerningsmanden over til siden af disken, hvor han kommanderer offeret væk.

Derefter rækker gerningsmanden ind over kasseapparatet og åbner det. Herfra tager han så et ukendt pengebeløb i sedler og flygter fra stedet i retning mod Nørrresundby centrum.

Sådan beskrives han

Gerningsmanden var maskeret med elefanthue og parkacoat med hætten trukket op om ansigtet. Han brugte overtrækshandsker, hvorpå der stod ’CUT’.

Gerningsmanden beskrives som muligt dansk af udseende og dansktalende med lokal accent, cirka 180 centimeter høj og almindelig til kraftig af bygning.

Har man oplysninger i sagen, bedes man ringe til Nordjyllands Politi på telefon 114.

En maskeret og ukendt gerningsmand frarøvede en kiosk et kontantbeløb.
En maskeret og ukendt gerningsmand frarøvede en kiosk et kontantbeløb.
Powered by Labrador CMS