Kommunaldirektør politianmelder hele byrådet

Kommunaldirektør i Frederikshavn Kommune Thomas Eriksen har politianmeldt byråd og administration

Udgivet Opdateret

Hvem står bag læk af fortrolige dokumenter fra et byrådsmøde, der blev afholdt bag lukkede døre?

Det spørgsmål vil kommunaldirektør i Frederikshavn Kommune Thomas Eriksen have politiet til at forsøge at besvare.

Eriksen har derfor politianmeldt kommunens byråd og administration. Det siger han selv til Nordjyske.

Forhold på havnen

Ifølge mediet handler sagen om nogle forhold på havnen i Frederikshavn, som er blevet behandlet i byrådet på et lukket møde.

Efterfølgende har kommunen modtaget en anmodning om aktindsigt, der vidner om, at afsenderen af den anmodning har kendskab til fortrolige bilag i sagen, skriver Nordjyske.

Thomas Eriksen er kommunaldirektør i Frederikshavn Kommune. (Arkivfoto).

Der må have været en kilde

- Vi er ikke i tvivl om, at der derfor må have været en kilde, der har sendt bilaget eller oplysninger fra bilaget ud af huset, og derfor er der tale om et brud på tavshedspligten, siger Thomas Eriksen til mediet.

Det er typisk sager om køb og salg af grunde og ejendomme samt følsomme personsager, der bliver behandlet bag lukkede døre i byrådet, skriver Nordjyske.

Powered by Labrador CMS