Kørte hensynsløst og efterlod betjente i stikken

Skal ni måneder bag tremmer

Offentliggjort

En 39-årig mand fra Jylland er onsdag blevet idømt ubetinget fængsel i ni måneder for vanvidskørsel på Bornholm.

Det skriver Bornholms Politi i en pressemeddelelse.

Manden var tiltalt for en stribe forseelser, og blev kendt skyldig i dem alle.

Den bil, han kørte i, blev konfiskeret og bliver solgt på auktion, og udbyttet tilfalder statskassen.

Han blev samtidig frakendt kørekortet i 10 år og fik en tillægsbøde på 18.000 kroner.

Manden ankede dommen på stedet.

Betjente kørte galt

Det var den 16. juli i år, at en biljagt gik over gevind på Bornholm.

Betjente i en patruljevogn gjorde signal til, at den 39-årige skulle standse, men så så han rødt.

I stedet accellererede han og kørte gennem Allinge med over 100 kilometer i timen i en 50-zone.

Han kom mindst en gang over i den modsatte kørebane.

I forbindelse med mandens flugt fra politiet, forulykkede en patruljebil på Strandvejen i Allinge. 

Men heller ikke det fik den 39-årige mand til at stoppe. 

Derfor blev han også dømt for at undlade at hjælpe i forbindelse med færdselsuheldet.

Tilfreds med dommen

Anklager Andreas Husum er  godt tilfreds med dommen.

- Dommen afspejler, at det er en meget alvorlig handling, han har begået. Ved at flygte fra politiet gennem Allinge med høj hastighed, har han bevidst sat andres liv på spil, og det bør give en betydelig straf, siger anklager Andreas Husum fra anklagemyndigheden på Bornholm.

Powered by Labrador CMS