Kvinde fængslet for voldsom fart

En 38-årig kvinde drønende gennem Taastrup i Tesla, der ikke var hendes egen. Nu er bilen konfiskeret

Udgivet Opdateret

Ved du noget? Kontakt os her

En 38-årig kvinde er blevet dømt for at køre 104 kilometer i timen i en zone i Taastrup, hvor man kun må køre 50 kilometer i timen.

Det skriver Anklagemyndigheden hos Københavns Vestegns Politi på det sociale medie Twitter.

Kvinden er blevet idømt 20 dages fængsel og har fået frakendt retten til at køre bil i tre år.

Fængsel og frakendelse

Desuden blev den bil, kvinden kørte i, konfiskeret.

- Kvinden blev idømt 20 dages fængsel og hun blev frakendt førerretten i 3 år. Tesla’en hun kørte i (ejet af tredje mand) blev konfiskeret, lyder det fra anklagemyndigheden.

Knap 1000 køretøjer

Kvinden er en af mange, der er blevet taget i vanvidskørsel, siden loven trådte i kraft den 31. marts 2021.

Et år efter at loven trådte i kraft, var i alt 996 køretøjer på landsplan blevet beslaglagt på grund af vanvidskørsel.

Flere gange er et køretøj blevet konfiskeret, selv om det ikke var ejeren, der var fører, under vanvidskørslen.

HVAD ER VANVIDSBILISME

Vanvidskørsel defineres som overskridelse af hastighed på mere end 100% ved kørsel med over 100 km/t. Hvis man for eksempel kører 130 km/t et sted, hvor man kun må køre 60 km/t.

Kørsel med en hastighed på 200 km/t og over samt spirituskørsel med en promille på 2,00 betegnes ligeledes som vanvidskørsel.

Derudover er der tale om vanvidsbilisme, hvis man udøver følgende:

Hensynsløs kørsel der skaber farlige situationer for eksempel ved overskridelse af optrukne spærrelinjer i tæt trafik, eller hvis man kører mod færdselsretningen på motorvej.

Og hvis man bevidst forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed. For eksempel ved bevidst at køre mod fodgængere i et fodgængerfelt eller cyklister på en cykelsti.

Powered by Labrador CMS