TILTALE:
Læger tog honorar for døde patienter
Omfattende sag mod tre læger
Patienterne var døde, men alligevel krævede to nordsjællandske læger, at Region Hovedstaden skulle betale for at have udført ydelser til personerne.
Det skete 113 gange.
Det hævder anklagemyndigheden i en straffesag, der indledes mandag ved Retten i Lyngby.
Men manøvrerne var blot en detalje i noget større, som har fået Nordsjællands Politi til i anklageskriftet at skrive "databedrageri af særlig grov beskaffenhed".
Systematisk svindel
I alt fik Region Hovedstaden i godt 13.000 tilfælde urigtige eller vildledende oplysninger fra Charlottenlund Lægehus, lyder påstanden.
Det var systematisk svindel og gav en fortjeneste på 1,1 million kroner, hævder anklagemyndigheden.
I alt tre læger er sat under tiltale, men de nægter sig skyldige.
Havde været døde i lang tid
Om de afdøde borgere har forsvareren for en af lægerne til Politiken udtalt, at de især vedrørte henvendelser fra de pårørende - og at honorarerne "naturligvis" ikke drejede sig om ydelser til allerede afdøde personer.
Derimod har anklageren i sagen til mediet sagt, at nogle honorarer drejede sig om konsultation i telefonen i forhold til personer, "der havde været døde i meget lang tid."
Svindel med blodprøver
Godt halvdelen af de påståede tilfælde af svindel drejer sig om blodprøver af fodboldspillere ansat i Brøndby, FCK og FC Nordsjælland.
To af lægerne skal have afkrævet Region Hovedstaden honorar, selv om ydelserne var omfattet af privat aftale med de tre klubber, ikke vedkom regionen og i øvrigt ikke var lægefagligt begrundede.
At læger beskyldes for at have begået groft bedrageri mod det offentlige er ikke enestående. Bare sidste år blev der afsagt to domme.
Læge idømt tre års fængsel
En nordsjællandsk narkoselæge blev fundet skyldig i bedrageri for cirka ni millioner kroner og idømt fængsel i tre år. Men dommen er anket til landsretten.
Og beløbet var 4,2 millioner kroner i sagen mod en fynsk læge, der blev idømt fængsel i to år og seks måneder.
Den aktuelle sag i Lyngby mod de tre læger er en omfattende affære. 66 vidner skal afhøres, og hovedparten er patienter. Dommen ventes til april.