Leder efter gerningsmand med meget stor kniv

To løsladt efter knivstikkeri

Udgivet

En 19-årig lokal mand fik fredag aften alvorlige skader, da han blev stukket med kniv i Gravene i det centrale Viborg.

To personer blev anholdt efter knivstikkeriet.

De er begge løsladt igen.

Den ene er dog sigtet for "en form for medvirken" til knivstikkeriet, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Stor kniv

Lørdag formiddag leder Midt- og Vestjyllands Politi fortsat efter den mand, der stak den 19-årige.

Han var bevæbnet med en meget stor kniv, der nærmest var på størrelse med en machete.

Det voldsomme gerningsvåben er heller ikke fundet.

Relation

Vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Lars Even, oplyser lørdag til tvmidtvest.dk, at man arbejder ud fra den teori, at der hersker en eller anden form for relation mellem gerningsmand og offer.

- Der har muligvis været tale om en form for handel eller overlevering mellem de to, siger Lars Even til tvmidtvest.dk.

Gerningsmanden beskrives som:

  • Cirka 185 centimeter høj
  • Slank
  • Mørk i huden
  • Iført en mørk eller sort jakke, muligvis med Nike-skrift, på. 
  • Derudover havde han en sort eller grå kasket på hovedet

Har du oplysninger i sagen, kontakt da venligst Midt- og Vestjyllands Politi på telefon 114.

Powered by Labrador CMS