Listede ind til sovende kvinde
Men han var ikke for kvik
En 25-årig mand var ikke videre kvik, da han tirsdag aften mellem klokken 18 og 21.30 begik indbrud i en villa på Mosevang i Jelling.
Husets 81-årige kvindelige beboer lå og sov og hørte ikke indbrudstyven trænge ind.
Det skriver Vejle Amts Folkeblad.
Stjal også bil
Efter at have stjålet en del effekter i huset fandt tyven nøglerne til kvindens Peugeot.
Den brugte han til at fragte alle tyvekosterne væk.
Men i stedet for at smide bilen et sted hvor den ikke kunne spores til ham, var den 25-årige dummere end politiet tillader.
Han parkerede den stjålne Peugeot lige ved sin egen bolig.
Så da Sydøstjyllands Politi onsdag formiddag så den stjålne Peugeot holde ud for en adresse i Tørring, kunne de anholde den 25-årige og beslaglægge flere tyvekoster fra kvindens hus.
Den 25-årige mand, der kommer fra Vejle, er nu sigtet for indbruddet og for at have stjålet den ældre kvindes bil.