Mand anholdt efter knivstikkeri og brandstiftelse

En 29-årig mand er sigtet for at have antændt en brand og stikke en anden mand med kniv i halsregionen.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 29-årig mand er blevet anholdt for at have ramt en anden mand i halsregionen med en kniv samt brandstiftelse onsdag eftermiddag.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Rasmus Poulsen.

- Tre personer befandt sig i et hjem, hvorefter der opstod en kontrovers. Herefter anvendte manden en kniv mod en anden mand, hvilket medførte skade omkring halsregionen, siger han.

Episoden fandt sted i Øsløs, der er en by nord for Thisted i Nordjylland.

Den forurettede er en 31-årig mand, som den 29-årige formodede gerningsmand har en relation til.

Manden er uden for livsfare, oplyser vagtchefen.

- Man har valgt at sigte den formodede gerningsmand for kvalificeret vold, for skadens omfang i sig selv er ikke kritisk, men da der er tale om brug af kniv omkring halsregionen, er det alvorligt, siger Rasmus Poulsen.

Den tredje person i hjemmet, som var et vidne, kom ikke noget til.

Truede tilfældig på gaden

Efter episoden søgte 29-årige mand ud af bygningen og ud på gaden. Her fremsatte han trusler om vold mod en anden mand. Manden var en tilfældig person.

MIDT- OG VESTJYLLANDS POLITI

Midt- og Vestjyllands Politi dækker Ikast-Brande, Silkeborg, Ringkøbing-Skjern, Herning, Holstebro, Viborg, Skive, Lemvig, Struer, Thisted og Morsø kommuner.

Med sine 9.500 kvadratkilometer og 22,3% af landets samlede areal er Midt- og Vestjyllands Politi geografisk set den største politikreds.

De 586.000 borgere, der bor i politikredsen, bliver serviceret af politiet fra syv døgnbemandede lokalstationer i Holstebro, Thisted, Skive, Viborg, Silkeborg, Herning og Ringkøbing, fire nærpolitistationer i Lemvig, Skjern, Ikast-Brande og Nykøbing Mors samt en landbetjent i Nørre Snede.

I Midt- og Vestjyllands Politi ligger også det landsdækkende Politiets Administrative Center, som hvert år behandler mere end 1,5 millioner sager inden for områderne automatisk trafikkontrol, bøde, kriminalregister, kørekort, tilladelser og våben for borgere i hele landet.

Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi

Politiet fik anmeldelsen klokken 15.52. Herefter rykkede politiet ud og anholdt den 29-årige på stedet. Han fremstilles i grundlovsforhør torsdag, men Rasmus Poulsen kender endnu ikke tidspunktet.

Manden sigtes også for forsætlig brandstiftelse, men vagtchefen kan ikke komme nærmere ind på omstændighederne for dén del.

- Det er også noget, der vil blive præsenteret under fremstillingen i morgen. Men der blev i hvert fald antændt en brand, siger han.

Der er ingen formodning om, at det er banderelateret, siger vagtchefen.

Powered by Labrador CMS