Mand dømt for at tigge
Skærpelse af straffeloven får det grønne lys af landets øverste domstol
En tigger fra Litauen er onsdag blevet idømt fængsel i en principiel sag i Højesteret. Hans menneskerettigheder er ikke blevet krænket, siger dommerne.
Manden havde ved indgangen til Københavns Hovedbanegård rakt et papkrus frem mod folk, der kom forbi.
Højesteret stadfæster en dom på ubetinget fængsel i 60 dage.
Vedtaget i 2017
Straffen skyldes, at han tidligere er blevet dømt for at tigge på særlige steder, ligesom han havde overtrådt et forbud mod at rejse ind i Danmark.
I sagen har domstolen kigget nærmere på en skærpelse af straffeloven, som Folketinget vedtog i 2017 for at imødegå især østeuropæiske tiggere.
Fængselsstraf
Hvis man tigger ved stationer, på gågader, ved supermarkeder og i den offentlige transport vanker der ubetinget fængsel i 14 dage. Andre steder skal politiet først udstede en advarsel, hvorefter der senere kan gives en straf på fængsel i syv dage.
Sidste år fastslog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Schweiz havde krænket en kvindes rettigheder, da hun blev straffet for at tigge i Genève.