Mand gik direkte fra fængsel til ny chikane af ekskone

Over 150 gange skrev en mand Facebook-opslag om eller håndskrevne breve til sin ekskone trods tilhold

Offentliggjort Sidst opdateret

Mand idømt fængsel for gentagen stalking

En 54-årig mand blev idømt tre måneders fængsel for at genoptage stalking af sin ekskone umiddelbart efter løsladelse.

Han skrev over 150 gange om hende på Facebook eller sendte håndskrevne breve, trods et tilhold mod kontakt.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Da en 54-årig mand i starten af januar blev løsladt fra varetægtsfængsling, gik der ikke mange timer, før han fortsatte den stalking, der havde fået ham fængslet.

- Hey folks. I am back. Fire uger. Har siddet i varetægt på grund af en svindler!, skrev han i et Facebook-opslag, hvor han også omtalte ekshustruen.

Opslaget blev delt 8. januar klokken 19.30. Han var blevet løsladt samme dag klokken 12.17, fremgår det af sagens anklageskrift.

Højere straf end normalt

Torsdag er han ved Retten i Roskilde blevet idømt tre måneders fængsel.

Han blev i januar igen fængslet, frem til at sagen kunne behandles i retten.

Straffen er højere, end hvad man normalt ser, når folk bliver dømt for stalking første gang.

- Det har været medvirkende til straffens længde, at da han blev løsladt fra varetægtsfængslet, genoptog han med det samme sin aktivitet over for sin tidligere hustru, siger anklager Agnes Møller.

Fik tilhold tilbage i 2023

I december 2023 fik manden et tilhold mod at kontakte kvinden.

Men det afholdt ikke manden fra at omtale kvinden på Facebook eller sende hende håndskrevne breve.

Mellem januar 2024 og januar 2025 har han over 150 gange skrevet om hende på Facebook eller sendt håndskrevne breve til hende.

Blandt de mange omtaler er for eksempel et opslag i Facebook-gruppen "udstil svindler/stikker".

Manden valgte at modtage dommen.

Powered by Labrador CMS