McDonald's-gæster må springe for livet

Ved at blive kørt ned

Udgivet Opdateret

Både gæster på en McDonald's-restaurant og en betjent måtte springe for livet natten til lørdag i Nykøbing Falster.

Her anholdt betjente fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi en bilist i Nykøbing.

Det fremgår af politikredsens døgnrapport mandag.

"Ude af balance"

Kort efter midnat fik politiet en anmeldelse om, at en udenlandsk registreret bil holdt i tomgang ved McDonald's på Skovboulevarden. 

Ifølge døgnrapporten virkede føreren "noget ude af balance."

En politipatrulje kørte til stedet og fik kontakt til bilisten, men da en politibetjent åbnede bildøren, accelererede bilisten og kørte fra stedet med høj hastighed.

Et par gæster på McDonald's måtte springe til side for ikke at blive ramt.

Varselsskud

 En politibetjent forsøgte at standse bilen på Skovboulevarden, men da bilisten fortsatte sin kørsel lige mod betjenten, affyrede politiet et varselsskud. 

Det fik dog ikke bilisten til at standse, og betjenten måtte springe til side. 

Efter en politijagt rundt i Nykøbing med høj hastighed lykkedes det at standse bilen på Vestensborg Alle. Her blev føreren anholdt klokken 00.16.

SYDSJÆLLANDS OG LOLLAND-FALSTERS POLITI

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi dækker Slagelse, Sorø, Næstved, Faxe, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland kommuner.

Lokalpolitistationerne er placeret i Nakskov, Nykøbing F., Vordingborg, Næstved og Slagelse. Derudover er udlændingekontrolafdelingen placeret i Maribo.

Næstved er hovedstationen i politikredsen.

Der bor ca. 390.000 borgere i kredsen.

Antallet af medarbejdere i Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi er cirka 770. Antallet er fastsat efter politikredsens størrelse, indbyggertallet, sagsantallet og arbejdsopgaver i øvrigt.

Det var en 42-årig mand fra Sydfalster, som blev sigtet for at forvolde fare, for narkokørsel og en stribe færdselsforseelser. Han blev fremstillet i grundlovsforhør søndag og varetægtsfængslet frem til den 27. februar.

 

Powered by Labrador CMS