Nu begynder 14 år gammel sag om samleje og krænkelse mod 12-årig pige

På anklagebænken sidder en 38-årig mand, der, ifølge anklageskriftet, udnyttede sin position som træner for den dengang 12-årige pige

Udgivet Opdateret

Citathistorie: TV2 ØSTJYLLAND

Retten i Randers tager i dag hul på en sag mod en 38-årig mand, der er tiltalt for blufærdighedskrænkelse og voldtægt.

Sagen er usædvanlig i den forstand, at de forhold, manden er tiltalt for, ligger hele 14 år tilbage.

På daværende tidspunkt var manden træner i en idrætsforening i Hadsten, og her udviklede han et særdeles tæt forhold til den dengang 12-årige Maja Leonhardt Enevoldsen, skriver TV2 Østjylland.

Hun stod i august 2023 frem i dokumentaren, 'Vores lille hemmelighed', og fortalte om mødet med den 12 år ældre træner, der, ifølge hende, resulterede i årelange psykiske lidelser, selvskadende adfærd og flere selvmordsforsøg.

- Jeg håber, der falder dom til min fordel. Jeg håber, han bliver dømt, og at folk kan se alvoren i sagen, sagde hun til TV2 Østjylland tidligere på måneden.

Samleje og andet seksuelt forhold

Ifølge anklageskriftet er manden tiltalt for at have haft samleje og andet seksuelt forhold end samleje med et barn under 15 år, ligesom han er tiltalt for blufærdighedskrænkelse ved at have smurt varmecreme på Maja Leonhardt Enevoldsens lår op mod skridtet.

Spørgsmålet er nu, hvordan beviserne står efter 14 år, men specialanklager ved Østjyllands Politi Jesper Rubow har vurderet, at sagen er stærk nok til at rejse tiltale.

- Så er det i sidste ende op til retten at vurdere, om de ser sagens beviser på samme måde, som jeg har gjort. Der kan også være forskel på den måde, noget fremgår af papirsagen og den måde, det bliver forklaret i retten og den måde, beviserne bliver vurderet, siger Jesper Rubow til TV2 Østjylland.

Nægter sig skyldig

Den tiltalte, der risikerer fængselsstraf, nægter sig skyldig og ønsker, ifølge sin forsvarer, ikke at udtale sig til medierne, mens sagen står på.

Den tidligere træner udtalte sig dog, da TV2 Østjylland beskrev sagen i august 2023.

Her erkendte han at have haft et for tæt forhold til Maja Leonhardt Enevoldsen, men nægtede at have voldtaget eller på anden måde at have haft et seksuelt forhold til den 12-årige pige.

- Det vigtigste for mig at understrege er, at der aldrig nogensinde har været noget seksuelt mellem mig og hende. Der har været en relation, som har været for tæt, som ikke var professionel i forhold til, at der var en træner og en spiller. Men det var jeg nok for ung til at forstå dengang - for uerfaren, sagde han.

Powered by Labrador CMS