Ny drone-alarm over Danmark

Her blev de spottet fredag aften

Offentliggjort Sidst opdateret

Der var fredag aften endnu et tilfælde af ulovlig droneflyvning ved en lufthavn.

Denne gang ved Flyvestation Karup, oplyser politiet.

Hændelsen fandt sted fredag klokken 20.15, men først lørdag formiddag har Midt- og Vestjyllands Politi besluttet at fortælle offentligheden om hændelsen. I første omgang til TV Midtvest.

Vagtchefen siger til Ritzau, at politiet var involveret i "en indsats" på grund af ulovlig droneflyvning både indenfor og udenfor flyvestationens område.

I en periode var luftrummet lukket for civil lufttrafik på grund af hændelsen. Dette fik dog ikke den store praktiske betydning.

- Der var en eller måske to droner, siger vagtchef Simon Skelkjær.

Han siger også, at politiet har samarbejdet med Forsvaret om sagen.

Om myndighederne var i stand til at opspore dronen eller dronerne, ønsker han ikke at kommentere.

Vagtchefen har i øvrigt en opfordring til borgerne om hjælp.

- Vi er interesseret i henvendelser fra folk, der har observeret noget fredag aften efter mørkets frembrud nær flyvestationen, siger Simon Skejlkjær.

Powered by Labrador CMS