Ny funktion når du ringer 112

Nu kan du få videohjælp

Udgivet Opdateret

Alle landets regioner har nu indført mulighed for, at deres vagtcentraler kan modtage live-video fra folk, der ringer til alarm 112 fra deres mobiltelefoner.

Det skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.

Hvis den sundhedsfaglige medarbejderman får i røret vurderer, at video kan være en hjælp, kan regionernes vagtcentraler sende en sms med et link, så borgere der ringer 112 kan sende live-optagelse fra deres mobiltelefon.

På den måde kan man vise tilstanden for en forulykket person eller et sygt barn til det sundhedsfaglige personale.

Kan redde liv

– Det er tilfredsstillende, at alle fem regioner nu benytter de teknologiske muligheder, når næsten alle borgere nu har en smartphone. Det kan i sidste ende redde liv, siger Lars Gaardhøj, der er 2. næstformand i Danske Regioner.

Positive erfaringer

De første erfaringer er ifølge Danske Regioner gode.

"Borgere er positivt stemt, når de fx får instruktion til førstehjælp som hjertelungeredning via video", lyder det i pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS