Politiet i alvorlige problemer i nat
Det var et problem hos TDC, der skabte vanskeligheder
Natten igennem har borgere haft udfordringer, når de skulle have fat i politi eller ambulance gennem 114 eller 112.
Det var en opdatering hos TDC der gav problemer.
Landede andre steder
Vagtchef ved Københavns Politi Dyre Sønnicksen oplyste, at især Københavns Politi og Østjyllands Politi var påvirket.
Vagtchefen forklarede klokken 01.55, at borgere risikerede at lande i andre politikredse, som derfor fik ekstra travlt.
Ekstra travlt
- Det er primært i København og Aarhus. Når man ringer ind til os, så stiller systemet videre til en ledig politikreds, sagde vagtchefen.
- Hvis alle vores opkald ryger til Bornholm, Sydsjælland og Fyn, så får de ekstra travlt. Så skal de tage mod opgaven og have den ind til os, forklarede Dyre Sønnicksen.
Fleste besvaret
Vagtchef hos Østjyllands Politi Mikkel Møldrup bemærkede også udfordringerne, men hæfter sig ved, at de fleste opkald blev besvaret.
- Vi har ikke oplevet at nogen har ringet ind til os og sagt, at de ikke kan få fat i os.
Kører igen
- Vi har hørt, at nogle kald går i overløb til andre kredse. Kaldet går ikke tabt, men bare videre til en anden kreds, sagde Mikkel Møldrup klokken 02.20.
Klokken 03.05 var alle systemer dog oppe at køre normalt igen.