Politiet reagerer: -Gør det ikke!
Lørdag har flere bevæget sig ud på frosne søer i København, men isen er ikke sikker, advarer politiet.
Termometeret viser minusgrader, og det har fået flere til at bevæge sig ud på frosne søer i København, men politiet opfordrer til at lade være.
Københavns Politi har lørdagen igennem fået "mange" henvendelser om personer, der færdes på byens frosne søer.
Men isen har ikke en tykkelse, der gør, at færden på den frosne overflade er sikker nok.
- Mange prøver lykken, men vi vil opfordre til, at man ikke bevæger sig ud på isen.
- Vi gør opmærksom på, at isen fortsat ikke er sikker. Undlad derfor færden på isen, og tag gerne en snak med jeres børn om det samme, lyder det fra Københavns Politi.
Forbundet med stor livsfare
Også Hovedstadens Beredskab forklarer, at flere københavnere i weekenden har bevæget sig ud på den kolde overflade.
- Isen er fortsat usikker. Alarmcentralen modtager meldinger om folk, der vover sig ud på isen. Det er forbundet med livsfare, skriver beredskabet på X.
Typisk skal is ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) være mellem 13 og 18 centimeter, før den med sikkerhed kan bære. Men det kan påvirkes af forhold som vind og snemængder.
Ifølge DMI bør man derfor altid orientere sig på kommunens hjemmeside og ved skiltning ved søer.
Af Københavns Kommunes hjemmeside fremgår det, at kommunen står for at måle isens tykkelse og vurdere, om det er sikkert at gå ud på en sø.
Er isen sikker, sætter kommunen et skilt op ved søen med teksten: "Færdsel på isen tilladt".
/ritzau/