Rockere i stort optog

Flere tidligere medlemmer af rockergruppen Satudarah har lørdag været på gaden under navnet Comanches MC

Udgivet Opdateret

Tidligere medlemmer af rockergruppen Satudarah, som ifølge Ekstra Bladet lukker i Danmark, har lørdag vist sig under et nyt navn: Comanches MC.

Det er sket ved en sammenkomst i Randers, der af Ekstra Bladet beskrives som et optog.

Avisen skriver, at over 100 deltagere har vist sig på motorcykler og med sorte og gule veste med det nye navn på.

Patrick Nielsen del af ny gruppe

Blandt dem er rapperen A'typisk og den tidligere bokser Patrick Nielsen.

Sidstnævnte meddelte i sommeren 2020, at han var del af rockergruppen. Kort efter lød meldingen fra Dansk Professionelt Bokse-Forbund, at Nielsens tid som professionel bokser var slut.

Comanches MC på vej til fest.
Comanches MC på vej til fest.

Politiet er til stede ved fejringen i Randers, siger vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi Anders Uhrskov til Ekstra Bladet.

Følger det tæt

- Vi monitorerer vores rocker- og bandemiljø, og det er det her en del af. Vi følger den udvikling, der er, og vi vil gerne vide, hvem der deltager, og hvilken form for persongrupper det er, lyder det.

Politiet oplyser, at de mange mennesker er samlet i forbindelse med en fest. Det samme skriver TV 2 Østjylland.

Gruppen var talstærkt repræsenteret.
Gruppen var talstærkt repræsenteret.

Torsdag skrev Ekstra Bladet, at Satudarah lukker i Danmark.

Uenigheder

Daniel Poulsen, der er officiel talsmand for det nu tidligere Satudarah og nuværende Comanches MC, sagde til avisen, at det skyldtes internationale uenigheder.

- Vi har igennem alle disse år lagt alle vores kræfter, sved og tårer i SMC (Satudarah MC Danmark, red.), men efter længere tids uenigheder med andre lande om, hvilken kurs klubben skulle ta', har vi følt os nødsaget til at træffe det sværeste valg nogensinde og har nu forladt Satudarah MC efter ti lange år, skrev han i en udtalelse til Ekstra Bladet.

Nogle af de gamle Satudarah-medlemmer har ikke villet følge med over i Comanches, mens andre ikke har fået lov at blive optaget i Comanches.
Nogle af de gamle Satudarah-medlemmer har ikke villet følge med over i Comanches, mens andre ikke har fået lov at blive optaget i Comanches.

Tiden var inde til at gøre noget nyt, skrev Daniel Poulsen videre.

SATUDARAH

Satudarah MC er en rockergruppe etableret i den hollandske by Moordrecht i 1990. Satudarah har 44 afdelinger over hele Holland, og afdelinger i Danmark, Spanien, Indonesien, Malaysia, Norge, Belgien, Sverige Tyskland, Spanien, Frankrig, USA, Thailand og Irland.

Kilde: Wikipedia

- Derfor har vi startet Comanches MC, lød det.

Powered by Labrador CMS