Smykker fra Danmark finansierer Taleban

Den blå smykkesten lapis lazuli kobles direkte til finansieringen af Taleban og handles ureguleret i Danmark og resten af Europa

Der bliver solgt smykker i Danmark, der finansierer Taleban
Der bliver solgt smykker i Danmark, der finansierer Taleban
Udgivet Opdateret

Citathistorie: Information

Danske butikker sælger smykkesten, der finansierer Taleban

Den blå smykkesten lapis lazuli har i årtusinder været en skattet handelsvare. 

Dens dybe blå farve har gjort den eftertragtet i smykkeindustrien.

Men stenen udvindes i dag primært i Afghanistan, hvor den i årevis har finansieret Taleban og er blevet en vigtig indtægtskilde for bevægelsen. 

- Eksporten af lapis lazuli finder sted i en industriel størrelsesorden. Du finder ikke én mine i Afghanistan, som ikke betaler Taleban, siger Javed Noorani, ekspert i afghansk minedrift og i 2020 ledende forfatter på en FN-kortlægning af den afghanske mineral- og mineindustri, til Information.

20 millioner

Tilbage i 2016 viste en rapport fra den britiske ngo Global Witness – der i over 25 år har undersøgt og afsløret overgreb på menneskerettigheder – at Taleban har tjent op mod 20 millioner dollar om året via afpresning og beskatning af lapis lazuli-miner.

Sidenhen har Taleban strammet grebet om de afghanske miner. 

Sådan ser den ud, lapis lazuli.
Sådan ser den ud, lapis lazuli.

Ifølge et talebanmedlem, der udtaler sig i en lækket NATO-rapport fra 2020, er den årlige indtjening fra minedrift mangedoblet til hele 464 millioner dollar. 

Det placerer minedrift som Talebans største indtægtskilde over narkotika, som tidligere har været anset som bevægelsens primære indtjeningskilde.

Støtte fra Danmark

Ifølge Stephen Carter, programchef i Afghanistan for Global Witness, vil man som importør af lapis lazuli i Danmark uden tvivl være med til at støtte Taleban finansielt.

- Det var i hovedsagen tilfældet før Kabuls fald, men i endnu højere grad nu, hvor Taleban har fuld kontrol over mineindustrien, siger Stephen Carter til Information.

Der er intet, der forhindrer salg af lapis lazuli i EU, selvom Global Witness i 2016 forsøgte at få lapis lazuli kategoriseret som et såkaldt konfliktmineral. 

Ikke omfattet af lovgivning

Tidligere i år trådte ellers ny EU-lovgivning om netop konfliktmineraler i kraft, hvor man skal kunne redegøre for, at alle led i forsyningskæden overholder menneskerettighederne og ikke finansierer væbnet konflikt. 

Men lovgivningen omfatter kun de fire mineraler guld, tin, tantal og wolfram (tungsten) og dermed ikke lapis lazuli, selvom FN blandt andet har dokumenteret omfattende krænkelser af menneskerettighederne i lapis lazuli-minerne.

Derfor bliver lapis lazuli fortsat solgt i Danmark og resten af Europa uden lovkrav til hverken import, handel eller oplysning om oprindelsesland.

Kortlagt forhandlere

Information har kortlagt 39 danske webforhandlere, der sælger lapis lazuli i Danmark, og finder, at kun otte forhandlere oplyser om oprindelsesland. Af dem oplyser seks Afghanistan.

En af de største er smykkevirksomheden Ole Lynggaard Copenhagen, der er Kongelig Hofleverandør og sælger eksklusive smykker til mere end 275 butikker på verdensplan. I øjeblikket kan man købe 31 smykker indeholdende lapis lazuli – det dyreste til 87.500 kroner.

Søren Lynggaard, medejer og direktør i Ole Lynggaard Copenhagen, erkender problematikken, men er først nu blevet opmærksom på forbindelsen mellem stenen og Taleban.

- Det er vi rigtigt kede af. Vi er ikke interesserede i at finansiere Taleban, så vi skal sikre, at den lapis lazuli, vi bruger fremadrettet, ikke kommer fra Afghanistan. Hvis ikke vi kan dokumentere det og samtidig få den kvalitet, vi har behov for, så vil vi ikke sælge lapis mere, siger Søren Lynggaard til Information.

Populær sten

Grossistvirksomheden Stenguiden leverer lapis lazuli til over 70 danske butikker. Ifølge Anders Futtrup, der er direktør hos Stenguiden, er lapis lazuli blandt de mere populære sten, men han mener ikke, at ansvaret bør være op til den enkelte forhandler.

- Der burde lovgives om det, og så burde det simpelthen bare forbydes, hvis det støtter Taleban, siger Anders Futtrup til Information.

Information har kontaktet Toldstyrelsen for at få oplysninger om importen af lapis lazuli, men styrelsen har ingen data på specifikke sten eller ædelsten.

Powered by Labrador CMS