Søndag aften: En person død efter skyderi
Yderligere to er kommet til skade, men forventes at overleve
En person er død efter en skudepisode i Tingbjerg .
Yderligere to personer er kommet til skade efter at være blevet ramt af skud.
Det oplyser Martin Kajberg, vagtchef ved Københavns Politi, til Ritzau.
De to sårede forventes at overleve.
Martin Kajberg kan ikke oplyse køn eller alder på den afdøde og de tilskadekomne.
- Vi arbejder på at danne os et overblik. Som udgangspunkt går vi til det bredt og vil hverken udelukke noget eller lægge os fast på nogle teser, siger vagtchefen.
Over for Ekstra Bladet siger Martin Kajberg, at man ikke kan afvise, at der er flere tilskadekomne.
Er massivt til stede
Søndag aften er Københavns Politi massivt til stede på Ruten i Tingbjerg efter anmeldelser om skyderi. Det skriver politiet på det sociale medie X.
- Vi reagerer på flere anmeldelser om skyderi, og vi er til stede nu, sagde Martin Kajberg til Ritzau søndag aften kort efter klokken 19.
Den første anmeldelse indløb klokken 18.52.
Der er på nuværende tidspunkt ingen anholdte.