Sosu-hjælper tiltalt for overgreb

Retssag mod en mand tiltalt for tjenestemisbrug og seksuelle overgreb på plejekrævende kvinder begynder i maj

Offentliggjort Sidst opdateret

Sosu-hjælper tiltalt for overgreb

En sosu-hjælper er tiltalt for at have forgrebet sig på ældre kvinder i Herning og Norddjurs Kommune.

Retssagen mod manden, der anklages for tjenestemisbrug og voldtægt, starter i maj i Retten i Randers.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

To sommernætter sidste år brød en sosu-hjælper straffeloven ved at forgribe sig på ældre og plejekrævende kvinder.

Det mener anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi, der har tiltalt den i dag 51-årige mand for tjenestemisbrug, blufærdighedskrænkelse og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

Det fremgår af anklageskriftet, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Få døgns mellemrum

De seksuelle overgreb fandt sted med få døgns mellemrum og på adresser i Herning og Norddjurs Kommune.

Det første offer var en kvinde i 60'erne, der har brug for personlig pleje blandt andet i form af bleskift.

I anklageskriftet står, at han var i hendes hjem om natten, hvor han førte flere fingre op i hendes skede, ligesom han spurgte, om de nu skulle have sex.

Anmeldt for voldtægt

Tre døgn senere - igen midt om natten - var det en kvinde i 70'erne også med brug for pleje i form af blandt andet bleskift, som ifølge anklagemyndigheden blev udsat for overgreb af sosu-hjælperen på sit værelse.

Han indførte angiveligt en finger i hendes skede uden hendes samtykke.

De anmeldte overgreb falder under straffelovens paragraf 225 om voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

For retten til maj

Den bestemmelse omfatter eksempelvis orale overgreb og indføring af fingre eller genstande i kropsåbninger.

Det fremgår ikke, hvordan den 51-årige mand forholder sig til anklagerne imod ham.

Sagen bliver behandlet i Retten i Randers den 26. maj og 8. juni.

Fængsel og udvisning

Hvis manden bliver dømt for overgreb, mener anklagemyndigheden, at han skal straffes med både fængsel og udvisning af Danmark, samt at han indtil videre fratages retten til at arbejde som social- og sundhedshjælper.

Kræver erstatning

Han bør ifølge anklagemyndigheden heller ikke have lov til erhvervsmæssigt eller privat på anden vis at varetage pleje- eller behandlingsfunktioner i offentlige eller private institutioner, i private hjem eller lignende.

Det fremgår af anklageskriftet. Her står også, at der bliver nedlagt påstand om, at manden skal betale erstatning.

Retten i Randers behandler over to dage i maj og juni en retssag mod en sosu-hjælper, der er tiltalt for at have begået seksuelle overgreb mod to ældre og plejekrævende kvinder. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS