Spritstiv kvinde knalder ind i autoværn

Nu er bilen beslaglagt

Udgivet Opdateret

En 48-årig kvinde må nu vinke farvel til sin bil - og sige goddag til en sigtelse eller to. 

Onsdag aften klokken 22.58 modtog politiet anmeldelse om en bil, der kørte ad Nordjyske Motorvej i retning mod syd. 

Bilen havde af flere omgange påkørt autoværnet. 

Politiet kom hurtigt frem og fik standset køretøjet. 

Bilen blev ført af en 48-årig kvindelig bilist, der virkede meget konfus, da politiet fik kontakt til vedkommende. 

Hun blæste alkometeret op over 2. 

"Når promillen ved en umiddelbar test er så høj, er det loven om vanvidsbilisme der anvendes, og køretøjet blev beslaglagt", oplyser Nordjyllands Politi i sin døgnrapport. 

Føreren blev anholdt, og der blev udtaget en blodprøve, der vil fastlægge den præcise promille.

Sådan defineres vanvidskørsel

Vanvidskørsel omfatter følgende forseelser begået under kørsel:

Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder (straffelovens § 241, 2. pkt.)

Uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogens legeme eller helbred under særligt skærpende omstændigheder (straffelovens § 249, 2. pkt.)

Forsætlig forvoldelse af nærliggende fare for nogens liv eller førlighed (straffelovens § 252, stk. 1),

Særlig hensynsløs kørsel (færdselslovens § 118, stk. 10),

Kørsel med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 pct. ved kørsel med over 100 km i timen,

Kørsel med en hastighed på 200 km i timen eller derover

Spirituskørsel med en promille over 2,00.

Loven medfører således, at der er tale om vanvidskørsel, hvis bilen føres af en spirituspåvirket person eller med f.eks. 101 km/t i byzone eller 181 km/t på landeveje eller 201 km/t på motorveje.

Powered by Labrador CMS