Stak af med 13-årig: Risikerer fængsel

En 18-årig mand er sigtet for børnebortførelse

Udgivet Opdateret

En 18-årig mand er sigtet efter at være stukket af til Sverige med en 13-årig pige.

Det oplyser Fyns Politi til Newsbreak.dk.

Parret blev efterlyst i midten af februar - også internationalt, da politiet mistænkte, de var stukket af til Sverige. 

Newsbreak har tidligere talt med den 13-åriges mor.

- Jeg synes, det er forfærdeligt, for hun er et barn, og han er en voksen. Han burde vide bedre, og hvis man er 18 år, har man ikke lyst til at være sammen med en 13-årig, sagde Elise Graff dengang.

Efter godt en uge blev mor og datter dog genforenet. 

Stak af sammen

Fyns Politi har arbejdet ud fra - på grund af overvågningsbilleder fra Københavns Lufthavn - at parret tog afsted sammen, men da den 18-årige er myndig, har det nu kastet en sigtelse af sig. 

- Der kan juridisk være tale om en børnebortførelse, fordi værge/forældre ikke har givet et samtykke til udrejsen, har vicepolitiinspektør Claus Andkjær tidligere udtalt. 

Fire års fængsel

"Fyns Politi har været i kontakt med den pågældende mand og sigtet ham for overtrædelse af straffelovens § 215, der handler om unddragelse af forældremyndigheden", oplyser politikredsen i en mail til Newsbreak.dk.

Strafferammen er fængsel i fire år.

Fyns Politi har ikke yderligere oplysninger i sagen.

§ 215

Den, som unddrager en person under 18 år forældres eller anden rette vedkommendes myndighed eller forsorg eller bidrager til, at han unddrager sig sådan myndighed eller forsorg, straffes efter reglerne i § 261.

Stk. 2. På samme måde straffes den, der ulovligt fører barnet ud af landet.

Powered by Labrador CMS