Stor mystik om efterlyst mand

Politiet blev ved med at opfange alarmer fra nødkald

Offentliggjort

Midt- og Vestjyllands Politi fik tirsdag morgen endelig løst mysteriet om en forsvundet mand.

Sent mandag aften efterlyste Midt- og Vestjyllands Politi en ældre mand, der havde forladt sin bopæl i Vinderup mellem Struer og Skive.

Manden blev derfor efterlyst af politiet, samtidig med, at man satte alt ind på at finde ham i området omkring hans lejlighed.

Det skriver tvmidtvest.dk.

Der kom talrige nødkald

Den ældre mand havde et armbånd på, fra hvilket man kan lave et nødkald, hvis man eksempelvis falder.

Armbåndet virker kun i få hundrede meters afstand fra bærerens bopæl.

Og mens betjente ledte efter manden, blev der ved med at komme nødkald fra hans armbånd, hvorfor han måtte befinde sig i nærheden.

Men hverken betjente eller flere politihunde kunne finde den potentielt nødstedte mand.

Først tirsdag morgen blev manden fundet, og så kom forklaringen på de mange nødkald.

Manden havde forvildet sig ind i en tom nabolejlighed og havde fået låst døren til lejligheden.

Han var i god behold, da han blev fundet og blev bragt tilbage til sin egen lejlighed.

Powered by Labrador CMS