Stukket med kniv: I kritisk tilstand
Under et slagsmål blev en 32-årig mand flere gange stukket med en kniv. Han er i kritisk tilstand
En 32-årig mand er i kritisk tilstand efter et knivstikkeri i forbindelse med et slagsmål på Rosensgade i Odder natten til lørdag.
Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Peter Andersen lørdag formiddag.
- Klokken 03.33 får vi en anmeldelse om slagsmål. Det viser sig, at en mand er blevet stukket med en kniv flere gange i forbindelse med et slagsmål, hvor der var flere involverede, siger han til Ritzau.
Den 32-årige mand er fra lokalområdet, oplyser han.
En 'hændelse'
Tidligt lørdag morgen omtalte Østjyllands Politi knivstikkeriet som en hændelse og ville endnu ikke fortælle, hvad anmeldelsen handlede om.
- Vi opfordrer borgerne i området til at respektere vores afspærring og følge vores anvisninger, sagde vagtchefen tidligt lørdag morgen.
Arbejder på stedet
Vagtchefen oplyser lørdag formiddag, at politiet fortsat arbejder i området for knivstikkeriet og vil gøre det i "nogle timer endnu".
Politiet opfordrer i et opslag på det sociale medie X, der tidligere er kendt som Twitter, vidner til hændelsen om at kontakt politiet.