Tesla i Danmark får kæmpe bøde

Det er blevet til en kæmpe bøde for Tesla i Danmark, da virksomheden glemte væsentlige oplysninger, når kunder ville købe bil

Elon Musk, Tesla, SpaceX, Starlink, X.com,
Offentliggjort

Kiggede du på Teslas danske hjemmeside i 2019 for at købe en ny elbil, kan du være blevet præsenteret for priser og lånetilbud, der ikke fortalte hele sandheden. 

Og det har nu kostet Tesla en bøde.

Sådan lyder det i en afgørelse fra Forbrugerombudsmanden. 

Glemte ekstraudgifter

Tesla har accepteret en bøde for at markedsføre bilmodeller med en kontantpris, der ikke inkluderede væsentlige omkostninger som registreringsafgift, dokumentgebyr og leveringsomkostninger. 

De forkerte informationer stod på siden i seks måneder. 

I strid med loven

Ifølge Forbrugerombudsmanden er det i strid med markedsføringsloven at udelade sådanne vigtige informationer, fordi det kan få forbrugeren til at træffe en beslutning, de ellers ikke ville have truffet.

Eksempelvis at købe bilen uden at være klar over de reelle omkostninger.

Mangler i låneoplysninger

Tesla begik også en anden fejl. Ved markedsføring af lån til tre bilmodeller undlod virksomheden at oplyse om de samlede omkostninger ved lånet. Det inkluderede eksempelvis ikke et repræsentativt eksempel med ÅOP (årlige omkostninger i procent), løbetid, samlede tilbagebetalingsbeløb og ydelsens størrelse, hvilket loven ellers kræver.

Kunne være større

Bøden til Tesla er givet efter de regler, der gjaldt i 2019, hvor bødeniveauet var lavere. Hvis samme overtrædelser var sket i dag, ville det have været langt dyrere for Tesla, fordi bødestørrelser i nyere sager tager højde for virksomhedens størrelse og omsætning.

Virksomheden ender dog med at betale bøden på 190.000 kroner.

Skal stole på prisen

-  Det er vigtigt, at forbrugerne får alle relevante oplysninger, når de træffer en så stor beslutning som at købe en bil eller optage et lån hertil, så de kan træffe et informeret valg, siger Forbrugerombudsmand Torben Jensen.

Det bliver til noget af en bøde for virksomheden.
Powered by Labrador CMS