Her er diagnosen der kan fælde Trump
Giv Trump fuld hammer nu. Det giver ingen mening at vente for Trump er mentalt syg og det bliver kun værre, mener Nyheder.dk's tidligere chefredaktør Claus Jessen
I det seneste år har de fleste af verdens ledere med bekymring fulgt Donald Trumps tiltagende uligevægtighed, løgne og ondskabsfuldheder.
Forleden offentliggjorde den norske statsminister et brev fra Donald Trump, der er så foruroligende, at kendte læger nu stiller spørgsmålstegn ved hans mentale tilstand.
Her udtrykker Donald Trump så stor utilfredshed med, at Norge ikke har givet ham Nobels Fredspris, at han ikke længere føler en forpligtelse til udelukkende at tænke på fred.
Han anfægter også i brevet, at Danmark har ejerskab over Grønland.
Trumps brev afslører i uhyggelig grad, at han lever i en parallel virkelighed, og han ikke ikke er i stand til at skelne sandt fra falsk.
Brevet er ikke kun uhørt i sin tone og indhold. Det er så alarmerende, at den tidligere amerikanske vicepræsident Dick Cheneys livlæge opfordrer til at indlede en nærmere udredning af Donald Trumps mentale helbred.
- Dette brev bør få begge partier i Kongressen til at kræve en undersøgelse af Donald Trumps mentale helbred, lyder det fra Dr. Jonathan Reiner.
En anden kendt læge, professor Eliot A. Cohen, fastslår: ' Der er kun en rimelig forklaring på Trumps' brev: Mental sygdom.
En lang række psykiatere og psykologer har tidligere advaret de amerikanske vælgere mod at stemme på Donald Trump, fordi han var alvorligt mental syg.
De mener - dog uden personligt selv at have undersøgt ham - at Trump lider af malign narcissisme.
Lad os se, hvad symptomerne er på denne uhelbredelige og farlige sindstilstand, der er en alvorligere udgave af almindelig narcissisme:
antisociale træk: løgn, manipulation, regelbrud, ingen skyld
-
paranoide træk: mistænksomhed, fjendebilleder, konspirationstænkning
-
aggressivitet/sadisme: ydmyger andre, nyder dominans, hævnlogik
Hvor almindelig narcissisme handler om: “Se mig, du skal beundre mig,” så handler malign narcissisme ofte om: “Se mig – og hvis du ikke gør, knuser jeg dig”
Det er derfor nogle fagfolk mener, det er en mere politisk og samfundsmæssigt risikabel profil.
Enhver med øjne i hovedet kan se, at Trump gennem det seneste år er blevet tiltagende uligevægtig og urimelig.
Ledere fra hele verden - herunder også Natos generalsekretær Mark Rutte - har forsøgt at smigre og logre for at undgå konfrontationer med verdens mægtigste mand.
Intet har det hjulpet. Vanviddet er vokset og er lige nu kulmineret med, at Trump vil have Grønland uanset, hvad der skal til. Han betvivler også vores Rigsfællesskab.
Den californiske guvernør Gavin Newsom har lugtet lunten. Han er dybt frustreret over, at ikke mindst europæerne for længst har sagt stop for denne 'T-Rex'.
Tidspunktet er kommet nu, hvor opgøret mod Trump skal sættes ind på to fronter - i Kongressen og i Europa.
Det hjælper ikke at bøje sig i støvet for Trumps luner med den psykiske profil, han formentligt lider af.
Han bliver bare mere og mere krævende.
Sig fuld stop nu.
Sæt maksimalt pres ind fra Europa med økonomiske tiltag mod USA. Det vil også give os selv nogle alvorlige skrammer.
For USA er stærkere. Men ved at give Trump fuld hammer kan vi håbe på, at flere i Kongressen tør gå op mod ham, så dette mareridt får en ende.
EU har redskaberne til at ramme USA hårdt økonomisk, og vi forbrugere kan styrke vores boykot af amerikanske varer.
Sæt i værk nu.