Tiltalt: Far mishandlede sin familie i årevis

En brutal sag om årelang vold mod kvinde og fire børn indledes ved Retten i Næstved. Far nægter sig skyldig

Udgivet Opdateret

Gennem en årrække blev en mor og fire børn fra Skælskør ifølge anklagemyndigheden udsat for gentagen vold af deres mand og far.

Nu er der rejst tiltale mod den 59-årige mand, og retssagen begynder i den kommende uge.

De fire børn - en storesøster og tre yngre brødre - er i dag mellem 8 og 20 år gamle.

Ifølge anklageskriftet strækker volden sig, til tiden før den yngste søn blev født.

Nægter sig skyldig

Anklagemyndigheden mener at kunne bevise, at børnene har overværet, hvordan deres mor og deres søskende er blevet slået og mishandlet af manden, som nægter sig skyldig.

Anklageskriftet i sagen beskriver forskellige episoder over en periode fra oktober 2011 og frem til marts 2023.

Volden skal være foregået på tre adresser i Skælskør.

Slået på kroppen

Datteren, som i dag er 20 år gammel, blev ifølge anklageskriftet udsat for vold i hele perioden.

Hun blev slået med flad hånd på kroppen, ligesom hendes far kastede genstande efter hende, lyder anklagerne.

I anklageskriftet er blandt andet nævnt en episode, hvor datteren blev slået flere gange med flad hånd på kroppen og med knyttet hånd på lårene, fordi hun legede med en barbermaskine.

På det tidspunkt var pigen mellem 8 og 12 år gammel.

Anklageskriftet beskriver også en situation, hvor manden kastede en mindre skål i panden på datteren. Hun fik en flænge, som måtte sys. På det tidspunkt var pigen 16 år.

Knytnæveslag i ansigtet

Da pigen var 18 år gav hendes far hende ifølge anklageskriftet et knytnæveslag i ansigtet.

Det slog hendes kæbe skæv. I flere dage derefter havde hun svært ved at tale, lyder det.

Også drengene fik efter anklageskriftet en brutal medfart. Den ældste bror blev blandt andet hevet ud af sengen om natten og tvunget til at sove på et tæppe.

Han fik desuden slag med både fald hånd og med en sandal. De andre brødre blev ifølge anklageskriftet også slået med fodtøj.

En 59-årig mand fra Skælskør er anklaget for i årevis at have mishandlet sin kone og fire børn. Sagen indledes 1. september ved Retten i Næstved. (Modelfoto).
En 59-årig mand fra Skælskør er anklaget for i årevis at have mishandlet sin kone og fire børn. Sagen indledes 1. september ved Retten i Næstved. (Modelfoto).

Løftet op i ørerne

Da den mellemste bror var 10 år, blev han ifølge anklageskriftet af sin far løftet op fra gulvet ved, at faren holdt ham i ørerne. Han blev desuden flere gange slåen med pinde og ledninger, lyder anklagen.

Kvinden, som ikke længere er gift med manden, blev efter anklagemyndighedens opfattelse både slået med flad og knyttet hånd, spyttet på, revet i håret, sparket og revet.

Anklageskriftet beskriver, hvordan kvinden, da hun var gravid med den yngste dreng, angiveligt blev sparket på kroppen, hvorefter hun blødte fra underlivet.

Rev ledbånd over

I et andet tilfælde blev hun revet så hårdt i håndleddet, at et ledbånd blev revet over. Det skete ifølge anklageskriftet i en situation, hvor hun ville bremse manden i at begå vold mod datteren.

Kvinden fik efterfølgende rekonstrueret ledbåndet ved en operation.

Begynder på fredag

Anklageskriftet lægger ud over selve volden vægt på, at de øvrige familiemedlemmer overværede, hvad der foregik, og på at børnene var værgeløse over for deres far.

Retssagen indledes fredag ved Retten i Næstved og afsluttes i den efterfølgende uge. Dommen ventes 6. september.

Powered by Labrador CMS