To frikendt for sexovergreb i søvne

To mænd sov, da de udførte overgreb. Da de ikke var klar over, hvad der foregik, frifindes de af Højesteret

Offentliggjort Sidst opdateret

Højesteret frifinder mænd for overgreb i søvne

Højesteret har frifundet to mænd, der var anklaget for seksuelle overgreb, da det blev vurderet, at de led af sexsomnia.

Denne sjældne søvnforstyrrelse betød, at deres handlinger ikke var forsætlige, ifølge lægelige udtalelser.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

To mænd, som var anklaget for at have begået seksuelle overgreb i søvne, er onsdag blevet frifundet af Højesteret i to forskellige sager.

Det er med forskellig grad af sikkerhed vurderet, at de to mænd lider af lidelsen sexsomnia. 

Derfor vurderer Højesteret, at de tiltaltes overgreb ikke var forsætlige.

Officiel diagnose

Sexsomnia er en lidelse, hvor man udviser seksuel adfærd i søvne.

Lidelsen er en del af den gruppe søvnforstyrrelser, der kaldes parasomnia. 

At tale i søvne, gå i søvne, spise i søvne og søvnrædsel er blandt de andre forstyrrelser.

"Zombie-tilstand"

Over for Ritzau har overlæge på Dansk Center for Søvnsygdomme og professor i klinisk neurofysiologi Poul Jørgen Jennum tidligere beskrevet tilstanden som en slags "zombie-tilstand".

- Der er ikke nogen personlig eller emotionel kontakt med vedkommende. 

Der er ingen nydelse forbundet med det, har han sagt.

Sjælden lidelse

Den ene af de to mænd blev også frifundet i landsretten, imens landsretten dømte den anden, men vurderede, at han var utilregnelig på gerningstidspunktet, da lidelsen blev sidestillet med en sindssygdom.

Højesteret baserer sin afgørelse på de lægelige udtalelser i sagerne, ligesom at landsretten i begge sager var nået frem til, at de tiltalte enten sov eller var i en sovende tilstand.

Sexsomnia er ifølge Poul Jørgen Jennum en sjælden lidelse.

Powered by Labrador CMS