Træder i kraft i dag: Ny regel kan koste kørekortet i tre år

Ud over det mistede kørekort koster forseelsen også en månedsløn - ved gentagelsestilfælde kan det koste en fængselsstraf

Tomme lattergaspatroner flyder mange steder på veje og i byer. Fra mandag er det ulovligt at sætte sig bag rattet efter at have indtaget lattergas. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Ny lov mod lattergas i trafikken

Fra mandag er det ulovligt at køre bil med lattergas i blodet.

Loven sidestiller lattergas med narkokørsel efter alvorlige ulykker.

Transportministeren er tilfreds med nultolerance overfor lattergas.

Straffen inkluderer frakendelse af kørekort og bøde.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Fra mandag er det ulovligt at sætte sig bag rattet, hvis man har indtaget lattergas.

Det sker med en lovændring, der sidestiller kørsel med lattergas i blodet med narkokørsel.

Ændringen kommer efter en stribe alvorlige ulykker, hvor lattergas har været involveret.

I september sidste år mistede tre folkedansere livet, da en 35-årig mand, som var påvirket af lattergas, torpederede bilen med danserne i Tranbjerg syd for Aarhus.

I august i år døde en 65-årig mand i Valby, efter han var blevet ramt af en bil ført af en 17-årig mand, der ifølge politiet var påvirket af lattergas.

Minister tilfreds

Transportminister Thomas Danielsen (V) er tilfreds med, at der nu er nultolerance i forhold til lattergas i trafikken.

- Jeg har sagt meget tydeligt, at vi ikke vil acceptere lattergas i trafikken, og fra i dag gælder det, at politiet kan slå ned på selv det mindste spor af lattergas i blodet.

- Lattergas, der kan måles i blodet, bliver ligestillet med hårde stoffer og de sanktioner, der er for det, siger ministeren i en kommentar.

Hidtil har det været strafbart at køre med lattergas i blodet, hvis anklagemyndigheden har kunnet bevise, at rusmidlet påvirkede førerens evne til at køre bil.

Men nu er det ulovligt, hvis lattergas blot kan påvises ved en blodprøve.

Også bøde på en månedsløn

Straffen er i førstegangstilfælde som udgangspunkt tre års ubetinget frakendelse af kørekortet og en bøde på en månedsløn.

I gentagelsestilfælde kan straffen stige til fængsel og ubetinget frakendelse af førerretten i fem år, oplyser Transportministeriet.

Direktør i Rådet for Sikker Trafik Jakob Bøving Arendt kalder det et "utvetydigt signal" om, at lattergas er uforeneligt med at køre bil.

- Vi har set flere forfærdelige ulykker, hvor bilister har været påvirket af lattergas.

- Og det er fuldstændig selvindlysende, at man ikke hører til i trafikken, når man sidder bag rattet og inhalerer en gasart, som i tilstrækkelige mængder gør, at man mister bevidstheden, siger han i en kommentar.

Siden 1. juli 2023 har det også været forbudt at besidde lattergas på offentlige steder, medmindre der er tale om et såkaldt anerkendelsesværdigt formål.

Powered by Labrador CMS