Ung kvinde fængslet

En 23-årig kvinde tilstod at have påsat en brand på sit kollegieværelse i Sønderborg, skriver Sønderborg Nyt

Udgivet Opdateret

En 23-årig kvinde er søndag blevet varetægtsfængslet i surrogat på retspsykiatrisk afdeling i Middelfart.

Fængsling i surrogat dækker over, at hun ikke kan fængsles i en almindelig arrest.

Hun blev anholdt søndag morgen, hvor hun tilstod at have påsat en brand på sit værelse på Ungdomskollegiet i Sønderborg.

Senere søndag er hun så blevet fremstillet i grundlovsforhør.

Det skriver mediet Sønderborg Nyt, der var til stede ved Retten i Sønderborg, hvor grundlovsforhøret har fundet sted.

Ingen kom til skade

Søndag aften oplyser vagtchefen ved Syd-og Sønderjyllands Politi til Ritzau, at hun er blevet varetægtsfængslet frem til 9. juni.

Ingen kom til skade ved branden.

Tændte ild til sine møbler

Den unge kvinde fortalte under en afhøring, at hun tændte ild til sine møbler, advarede naboerne, gik fra stedet og ned til havnen i Sønderborg.

Det sagde anklageren under grundlovsforhøret, skriver Sønderborg Nyt.

Kvinden indvilgede i, at hun fængsles i surrogat på Retspsykiatrisk afdeling.

Powered by Labrador CMS