Ung lejemorder skød mod den forkerte

Forkert mand blev såret på åben gade i Kolding

Tidligere drabschef Bent Thuesen fortæller om det vigtigste på et gerningssted
Offentliggjort Sidst opdateret

Svensk dreng dømt for skud mod forkert mand i Kolding

En svensk dreng er blevet dømt for at have affyret syv skud mod en mand i Kolding, hvilket resulterede i en straf på fem år og seks måneders fængsel samt udvisning.

Retten fandt ham skyldig i grov vold og våbenbesiddelse, men frifandt ham for drabsforsøg, da offeret ikke var det tiltænkte mål.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En tilrejsende svensk dreng er blevet kendt skyldig i sidste sommer at have affyret syv skud mod en mand på en gade i Kolding. 

Offeret blev ramt i benene af tre skud.

Onsdag har Retten i Kolding idømt svenskeren en straf på fængsel i fem år og seks måneder, ligesom han er blevet udvist. 

En dansk medhjælper er idømt seks år.

Frifundet for drabsforsøg

Svenskeren var 17 år, da han rejste til Danmark med det ene formål at fortage nedskydningen, fastslår retten.

Nævningetinget har frifundet begge for tiltalen om, at de forsøgte at dræbe manden.

I stedet er de skyldige i at have begået grov vold og for besiddelse af en pistol, oplyser retten.

Faldt til jorden

Skuddene blev affyret om formiddagen 31. juli på Vejrupsgade. Afstanden var mellem fem og ti meter.

Samtlige skud blev affyret i nedadgående retning mod manden, der stod oprejst, inden han faldt til jorden.

Han var dog ikke det tiltænkte offer.

Oplysninger fundet på den dengang 17-årige svenskers telefon viste, at han og den danske hjælper havde planlagt at ramme en mand, der havde en tatovering på hånden. Det havde den sårede ikke.

Pistol fundet på loft

Sagen er en ud af mere end 20 tilfælde, hvor unge svenskere er blevet hyret til at udføre farlige angreb på dansk jord.

Såvel svenskeren som den 28-årige dansker, Martin Schou Kristensen, har nægtet sig skyldige.

På loftet til en lejlighed, som Kristensen via Airbnb havde lejet i Kolding, fandt politiet en pistol med dna-beviser. Der var også matchende dna-beviser på dåser, som også lå i lejligheden.

Flygtede på elcykel

Begge mænd, der var maskerede, flygtede fra Vejrupsgade på en elcykel.

I nævningetinget er et mindretal blevet overbevist om, at der var tale om et drabsforsøg. Men flertallet har altså en anden vurdering.

Den 28-årige har valgt at modtage dommen. Derimod overvejer den unge svensker, om han skal anke til Vestre Landsret. Også anklagemyndigheden har mulighed for at anke.

Powered by Labrador CMS