UPS - bytter julegave med mange penge i
Prøver at finde rette ejermand
En boghandler i Rudkøbing på Langeland står med en lidt speget sag.
Det skriver tv2fyn.dk.
Fredag kom en meget ærlig kunde tilbage efter at have købt en bog i forretningen.
I bogen lå nemlig et julekort fra "morfar" med et større pengebeløb.
Boghandleren formoder, at det er en julegave, der er blevet byttet lige efter jul og derpå efterfølgende solgt til den meget ærlige kunde.
Hvem er morfar?
Boghandleren har efterlyst både morfar og modtageren af julekortet på Facebook, men hidtil har ingen henvendt sig.

- Vi har brug for hjælp til at finde morfar eller gavemodtageren, skriver boghandleren i sit opslag på Facebook.
- Da beløbet er højt, udbetaler vi kun beløbet, så fremt nogen kan hjælpe os med at finde den rigtige modtager. Hvem er morfar? Hvem er modtageren? Hvad er beløbet? Hvilken bog er byttet?
- Det er lidt kryptisk og svært men vi håber på at kunne aflevere pengene til dem de var tiltænkt Håber I kan hjælpe, skriver boghandleren.
Nyheder.dk holder snor i, om "morfar" eller modtageren bliver fundet.