Vil bygge hegn mod Rusland

Partier er enige om at indlede et pilotprojekt

Udgivet Opdateret

Opdateret 20.23:

Finland vil begynde at bygge de første kilometer af et hegn langs grænsen til Rusland.

Tirsdag var samtlige partier i den finske rigsdag samlet til sikkerhedspolitisk møde. Her fyldte spørgsmålet om grænsehegnet en del af dagsordenen.

Forud for mødet havde alle partier udtalt sig positivt om et grænsehegn.

Og da den finske grænsebevogtning - der har ansvar for grænsesikkerheden - også pegede på et behov for et hegn, var sagen klar.

- Som statsminister sætter jeg ikke spørgsmålstegn ved Grænsebevogtningens syn på sagen, siger den socialdemokratiske statsminister, Sanna Marin.

Den finske statsminister Sanna Marin.
Den finske statsminister Sanna Marin.

I første omgang er der afsat penge i dette år budget til et pilotprojekt, hvor der skal testbygges nogle kilometer hegn ved grænsen i det sydøstlige Finland, meddeler hun til tv-stationen Yle.

Her skal man finde ud af mere om vilkårene for byggeriet.

Planen er, at hegnet kan være bygget færdig om fire år, hvis partierne er enige om at fortsætte, når pilotprojektet er gennemført.

'Krise her og nu'

Samlingspartiet, som er et af de partier, der først tog spørgsmålet op, er bekymret for, at byggeriet kommer til at tage for lang tid.

- Vi har en krise her og nu, siger partiformand Petteri Orpo til Hufvudstadsbladet.

Prisen er endnu ikke helt på plads.

Sanna Marin sagde efter møde, at man på nuværende tidspunkt taler om et budget på over 100 millioner euro.

Hufvudstadsbladet skriver dog, at det er mere sandsynligt med en endelig pris på "flere hundrede millioner" euro.

260 kilometer hegn

Planen i sin helhed er ikke offentliggjort. Men ifølge Yle skal der ikke bygges hegn hele vejen langs den 1340 kilometer lange grænse.

Til at begynde med er det planen at bygge op til 260 kilometer hegn ved de steder, hvor det er nemmest at komme over.

På tirsdagens sikkerhedspolitiske møde blev der også talt om situationen i nabolandet Rusland og Finlands sikkerhedsberedskab.

Finland har - sammen med Sverige - søgt om medlemskab af Nato, efter at Rusland invaderede Ukraine 24. februar.

Powered by Labrador CMS