Voldtog kone i årevis

I to tilfælde bedøvede han hende inden voldtægten

Udgivet Opdateret

En 56-årig mand er blevet dømt for voldtægt af tre kvinder, hvoraf den ene var mandens hustru. 

Den 56-årige blev idømt seks års fængsel ved Retten i Holbæk, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Manden var tiltalt for at have voldtaget sin hustru og udsat hende for andre seksuelle overgreb adskillige gange i en periode fra 2013 til 2020. 

Bedøvet med sovemiddel

I to tilfælde fandt retten det bevist, at han forinden havde givet hende et sovemiddel, så hun ikke kunne modsætte sig overgrebene.

De to andre ofre i sagen er kvindelige bekendte, som den 56-årige mand var tiltalt for at have voldtaget henholdsvis en og to gange, efter at samlivet med hustruen var ophørt.

Også i disse sager var manden tiltalt for på ukendt vis at have fået kvinderne til at indtage et sovemiddel. 

Den 56-årige mand straffes med seks års fængsel.
Den 56-årige mand straffes med seks års fængsel.

Dette fandt retten dog ikke bevist, men desuagtet blev han dømt for voldtægt af dem.

Nægtede sig skyldig

Manden har under sagen nægtet sig skyldig.

- Der er tale om mange overgreb over en lang årrække. På den baggrund synes jeg, at der er tale om en retfærdig dom, hvor det ved hjælp af retskemiske undersøgelser af den ene forurettede er lykkedes os at påvise, at hun i mindst to tilfælde har fået et sovemiddel, siger senioranklager Rune Rydik fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Den dømte, som tog betænkningstid i forhold til at anke sagen, blev varetægtsfængslet umiddelbart efter domsafsigelsen.

Powered by Labrador CMS