Bilist påkører bekendt efter uoverensstemmelse

En 19-årig mand blev fredag kørt ned af en 22-årig bekendt, der nu er sigtet for narkokørsel og grov vold

Offentliggjort Sidst opdateret

En 22-årig mand er anholdt og sigtet for med vilje at have påkørt en 19-årig mand i Brøndum ved Løgstør.

Det fortæller Jesper Sørensen, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.

De to, der i forvejen kender hinanden, havde ifølge politiet en uoverensstemmelse forud for påkørslen.

Den 19-årige mand blev kørt på hospitalet, men han har ikke umiddelbart livstruende skader.

En forsætlig handling

Politiet fik omkring klokken 17.10 en anmeldelse om et færdselsuheld med en fastklemt person.

Efter afhøring af de to mænd mener politiet dog, at der er tale om en forsætlig handling.

Den 22-årige er sigtet for at køre i narkopåvirket tilstand, grov vold og for at bringe den 19-åriges liv eller førlighed i fare. Hans køretøj er blevet beslaglagt.

Politiet har endnu ikke taget stilling til, om den 22-årige skal fremstilles ved et grundlovsforhør lørdag.

NORDJYLLANDS POLITI

Nordjyllands Politi dækker Frederikshavn, Læsø, Hjørring, Brønderslev, Aalborg, Jammerbugt, Vesthimmerlands, Mariagerfjord og Rebild kommuner.

Politikredsen beskæftiger cirka 850 medarbejdere – politifolk, jurister og administrativt ansatte – som døgnet rundt arbejder for, at Nordjylland skal være et sikkert og trygt sted at virke, bo og færdes.

Der bor godt 526.000 personer i alt i de nævnte kommuner (befolkningstal er pr. 1. kvartal 2020 og hentet hos Danmarks Statistik den 1. marts 2021).

Politistationer:

Nordjyllands Politi har også en landbetjent på Læsø og en afdeling ved Aalborg Lufthavn.

Kilde: Nordjyllands Politi
Powered by Labrador CMS