Fik pistol for panden under overfald

Grundlovsforhør i Retten i Aarhus onsdag efter voldsom hændelse i Tilst mandag eftermiddag

Udgivet Opdateret

En kvinde i Tilst ved Aarhus fik sat en pistol for panden, da hun mandag blev forsøgt dræbt af en ung mand.

Det hævder Østjyllands Politi i en sigtelse mod manden, der også beskyldes for at have slået og sparket kvinden.

Den mistænkte i sagen, en 20-årig mand, blev tirsdag opsporet af politiet, der fandt ham på en adresse i Brabrand, oplyser Østjyllands Politi.

Forsøg på manddrab

I et retsmøde onsdag er han blandt andet sigtet for forsøg på manddrab under sit uvelkomne besøg hos kvinden.

Han skal have holdt en pistol mod den 26-årige kvindes hoved og trykket på aftrækkeren, fremgår det af den sigtelse, som er blevet oplæst i retten. Det oplyser stiften.dk og TV2 Østjylland.

Brugte bushammer

For at komme ind i lejligheden hamrede manden løs på en rude med en bushammer, fremgår det af sigtelsen.

De to er bekendte, oplyser politiet.

Kendt realitydeltager

Offeret i sagen er en kendt reality-deltager, skriver stiften.dk.

ØSTJYLLANDS POLITI

Østjyllands Politi dækker Randers, Norddjurs, Syddjurs, Favrskov, Aarhus, Odder og Samsø kommuner.

Østjyllands Politi har fire geogragiske enheder:

  • Hovedpolitistationen i Aarhus
  • Politistationen i Aarhus Vest
  • Politistationen i Randers
  • Politistationen i Grenaa.

Herudover er der seks lokalpolitistationer i Ebeltoft, Rønde, Allingåbro, Hammel, Hadsten og Odder samt en lokalbetjent på Samsø.

Retskredse og arresthuse

Østjyllands Politi er dækket af to retskredse i Aarhus og Randers, hvor der også er arresthuse.

Kilde: Østjyllands Politi

I retten har den 20-årige aflagt delvis tilståelse, men han nægter at have hensigt om at dræbe kvinden, oplyser politiet i et opslag på X onsdag eftermiddag.

Dommeren har afsagt kendelse om varetægtsfængsling frem til 8. januar.

Powered by Labrador CMS