Mand dræbt i ulykke på motorvej

Politiet formoder, at en mand, der er død efter påkørsel på Helsingørmotorvejen, var til fods på motorvejen

Udgivet Opdateret

En 65-årig mand er onsdag aften afgået ved døden, efter at han blev påkørt på Helsingørmotorvejen nord for København.

Det fortæller Jakob Tofte, der er vagtchef ved Nordsjællands Politi.

Mandens pårørende er underrettet.

- Vi får en anmeldelse klokken 21.25 om færdselsuheld på Helsingørmotorvejen omkring afkørsel 14, fortæller vagtchefen.

Politiet er i gang med at blive klogere på omstændighederne for ulykken.

Bilinspektør på stedet

Teknikere og bilinspektør har været på stedet.

En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker.

Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.

Manden, der onsdag aften omkom efter påkørslen på Helsingørmotorvejen var formentlig til fods.

Til fods

- Umiddelbart har han ikke noget køretøj med sig, så vi formoder, at han har været til fods på motorvejen, fortæller Jakob Tofte.

Han fortæller, at der tre minutter inden anmeldelsen om ulykken kom en anden anmeldelse om en person på motorvejen samme sted.

- Det er klart en formodning, at der kan være tale om samme person - uden at vi kan være helt sikre, siger vagtchefen.

Politiet har ikke nogen idé om, hvorfor manden formodentlig har befundet sig på motorvejen til fods.

Nordsjællands Politi har kontakt til føreren af den bil, der opkørte den 65-årige mand.

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi dækker de 13 nordsjællandske kommuner:

  • Allerød
  • Egedal
  • Fredensborg
  • Frederikssund
  • Furesø
  • Gentofte
  • Gribskov
  • Halsnæs
  • Helsingør
  • Hillerød
  • Hørsholm
  • Lyngby-Taarbæk
  • Rudersdal

Politikredsen betjener cirka 500.000 borgere fordelt på 1.516 km2.

Politikredsens hovedstation ligger i Helsingør, og der er desuden politistationer i Frederikssund, Gentofte og Hillerød. 

Kilde: Nordsjællands Politi

Powered by Labrador CMS