Stopper efterforskning af drab på teenager

Politiefterforskning har ikke ført til opklaring af drab på 19-årig mand. Sigtelser mod to personer opgives

Udgivet Opdateret

Fyns Politi indstiller efterforskningen i en drabssag, hvor en 19-årig mand blev skuddræbt på en parkeringsplads på Nyborgvej i Odense.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse fredag.

- Da drabssager ikke forældes, kan efterforskningen genoptages, hvis der fremkommer nye oplysninger til sagen, lyder det i pressemeddelelsen.

Den 19-årige blev dræbt den 27. februar sidste år.

Siden da har en "intensiv efterforskning" været i gang, skriver politiet.

Blandt andet er personer blevet afhørt, og der er blevet lavet tekniske undersøgelser af gerningsstedet.

Har ikke ført til opklaring

- Den omfattende efterforskning har dog ikke ført til opklaring af drabet, skriver politiet.

To personer har været sigtet i sagen, men begge sigtelser er nu blevet droppet af anklagemyndigheden, da der ikke har været beviser nok til, at politiet kan føre sagen.

Efter drabet kom det frem, at den 19-årige måneden inden havde deltaget i et farligt knivoverfald.

I sagen skulle han være mødt i et grundlovsforhør, hvor han var sigtet for grov vold.

To kriminelle grupperinger

I perioden efterforskede Fyns Politi en række voldelige hændelser i forbindelse med et opgør mellem to kriminelle grupperinger.

Dagen efter drabet på manden indførte Fyns Politi en visitationszone, fordi politiet ville prøve at undgå nye sammenstød mellem grupperingerne.

Den 19-åriges familie er blevet orienteret om den droppede efterforskning.

FYNS POLITI

Fyns Politi dækker Assens, Faaborg-Midtfyn, Kerteminde, Langeland, Middelfart, Nordfyn, Nyborg, Odense, Svendborg og Ærø kommuner.

Fyns Politi betjener 485.000 borgere og har et areal på godt 3.500 km2. 

Fyns Politi blev grundlagt den 1. januar 2007 ved politireformens sammenlægning af landets daværende 54 til 12 kredse.

Kilde: Fyns Politi
Powered by Labrador CMS