10 døde køer fundet på ubeboet ø

Nu er ejeren sigtet af politiet.

Offentliggjort Sidst opdateret

En borger opdagede lørdag morgen klokken 9.30 en større flok køer på øen Dybsø i Karrebæksminde Bugt.

De køer var livløse – derfor ringede borgeren til politiet.

– Han anmelder 16 døde køer, siger Jan Nielsen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til Newsbreak.dk.

Det skulle dog vise sig, at det tal ikke var helt så højt, det drejede sig i stedet om 10 døde køer.

– Der var også en levende kalv, der var i så dårlig forfatning, at dyrlægen måtte aflive den, siger Jan Nielsen.

Om der befandt sig flere køer på øen, vides ikke.

Ejeren af køerne er nu sigtet efter dyreværnsloven.

Køer skal undersøges

Præcis hvad grunden til køernes død er, vides ikke på nuværende tidspunkt. Det skal dyrlægens undersøgelser afsløre.

På den måde bliver det også mere klart, hvad dyrenes ejer skal sigtes for.

Om selvsamme ejer har flere dyr andre steder, er vagtchefen ikke bekendt med.

Ifølge Wikipedia er Dybsø er en 1,34 km2 ubeboet såkaldt barriereø.

Powered by Labrador CMS