Dramatisk ulykke: - Jeg bliver slynget ud til siden
Troels Kjær Jespersen befandt sig midt i det trafikuheld, der har skabt kø på motorvej E45 i flere timer.
CITATHISTORIE: TV2 Østjylland
Det gik helt galt, da Troels Kjær Jespersen fra Laurbjerg mandag formiddag kom kørende på motorvej E45.
Han var involveret i et større uheld, hvor flere biler og en motorcyklist kørte galt, og motorvejen har været lukket i flere timer.
Det skriver TV2 Østjylland.
Taget skade
Selv slap han ud skader, men hans bil og flere andre har taget skade.
- Bilen foran mig bremser op, og så når jeg ikke at bremse og brager op bag i, fortæller Troels Kjær Jespersen til TV2 Østjylland, der møder ham ved tilkørslen til det sted, hvor uheldet skete.
Med sig har han en pose og en taske med ting, han har hentet i sin bil. Meldingen var, at han må vente, til oprydningsarbejdet er færdigt.
Så flammer
Troels Kjær Jespersen fortæller, at han lå i ydersporet i nordlig retning, da der skete noget med den forankørende bil, der fik den til at bremse. Allerede, da han bremsede, så han flammer stå op fra den forankørende.
Da bilerne støder sammen, udløser det en kædereaktion af voldsomme hændelser.
- Airbags udløses, og jeg bliver slynget ud til siden og lander ud i rabatten.
Skyndte sig ud
Efter sammenstødet sikrer Troels Kjær Jespersen sig, at han selv er ok, og skynder sig derefter ud af bilen. Han får ringet til sin kæreste og sagt, at han er ikke er kommet til skade.
Efter adrenalinen har lagt sig, kan han mærke en ømhed på brystkassen, hvor sikkerhedsselen har strammet. Men ellers føler han sig ok.
- Er du sikker på, at du ikke er kommet noget til?
- Jeg er i hvert fald blevet tjekket af nogle fagpersoner, og der var en læge forbi, så det føler jeg mig ret tryg i, siger han.
Nåede ikke at blive bange
- Blev du bange?
- Det nåede jeg nærmest ikke. Det gik så hurtigt, så, ja ... Det mest bøvlede er, at man skal undvære bilen i noget tid.
Han ved endnu ikke, hvilken tilstand hans bil er i.
Lang kø
Mandag eftermiddag lykkedes det at genåbne motorvejen ved ulykkesstedet.
Inden da var en flere kilometer lang kø bygget op, og trafikken var ledt op ved en frakørsel.