1,3 millioner danskere får nu særligt tilbud

I nyt nationalt projekt skal tusindvis af danskere testes for antistoffer mod corona for at kortlægge smitte.

En hjemmetest for antistoffer mod corona kan afsløre, om du har haft covid-19. Har du antistoffer i dit blod, har du været smittet KLIK VIDERE OG SE, HVORDAN TESTEN FOREGÅR. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
En hjemmetest for antistoffer mod corona kan afsløre, om du har haft covid-19. Har du antistoffer i dit blod, har du været smittet KLIK VIDERE OG SE, HVORDAN TESTEN FOREGÅR. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Udgivet Opdateret

Danskerne skal hjælpe sundhedsmyndighederne med at blive klogere på, hvordan coronavirus har spredt sig i samfundet.

Derfor vil op mod 1,3 millioner danskere i efteråret og vinteren blive tilbudt en test for antistoffer mod corona.

Det er en del af det nye screeningsprojekt “Vi tester Danmark”, som Statens Serum Institut står bag. Det oplyses i en pressemeddelelse.

En million danskere vil fra oktober modtage en invitation med et spørgeskema i deres e-boks. Op til 650.000 personer, der har takket ja, vil få tilsendt en hjemmetest.

Yderligere en million får en invitation i det nye år. Også her vil op til 650.000 få tilsendt en test.

Tilstedeværelse af antistoffer betyder, at man har været smittet med corona.

Vigtig viden

Den store mængde data kan give vigtig viden om, hvordan coronasmitte har spredt sig i Danmark og kan håndteres i fremtiden.

Det siger Kasper Iversen, som er overlæge på Herlev-Gentofte Hospital og en del af den ekspertgruppe, som skal se på resultaterne.

– Der er en masse spørgsmål, som endnu ikke er helt afklaret, i forhold til hvordan man helt optimalt styrer den her pandemi.

– Præcis hvor mange har været smittet? Hvor mange af dem har reelt haft symptomer? Er der specielle grupper, der er specielt udsat for smitte. Ældre, yngre, sundhedspersonale. Alle mulige grupper er man i tvivl om, hvordan smitten er hos dem, siger han.

Forud for testen svarer man på en lang række spørgsmål. Blandt andet om man selv tror, man har haft corona, og hvilke symptomer man har haft.

I galleriet ovenfor kan du se konkret, hvordan testen foregår.

Nem at tage

Testen er let at udføre, siger overlæge ved SSI Robert Leo Skov.

– Det er vores erfaring fra tidligere, at danskerne godt kan finde ud af at tage de her test, siger han.

– En positiv test er meget sikker, mens en negativ test kan være falsk negativ.

Projektet laver Statens Serum Institut i samarbejde med en ekspertgruppe af fagfolk fra de danske regioner og universiteter.

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

Det er støttet af Sundhedsstyrelsen.

Powered by Labrador CMS