17-årig pige død: Defekt airbag rev hendes hals over
En 17-årig pige er død, efter hun kørte ind i en foranholdende bil - airbaggen var defekt
Honda Motor og amerikanske lovgivere siger ifølge Autonews, at en 17-årig pige i Fort Bend Texas blev dræbt i sidste måned, efter en airbag af mærket Takata Corp revnede – en defekt, der har kostet 10 amerikanske liv, og som har resulteret i, at flere millioner biler er blevet kaldt tilbage verden over.
Den 17-årige døde den 31. marts, da hun kom kørende i en Honda Civic fra 2002 og ramte bagenden af en Honda CR-V, som holdt og ventede på at kunne dreje til venstre. Honda siger til Autonews, at de havde sendt flere indkaldelser til pigen, men hun havde ikke reageret, og bilens airbag var derfor aldrig blevet udskiftet.
Ifølge politiet i Fort Bend kørte pigen ikke for stærkt, og hun havde sin sikkerhedssele på. Sammenstødet gav kun få skader på bilen. Metalsplinter punkterede airbaggen og rev pigens hals over og ramte en blodåre i halsen. Hun blev erklæret død på stedet.
– Enhver burde have kunnet gå væk fra det her, siger politichef Danny Beckwith.
Honda kæmper for at få ordnet alle biler
Talsmand for Honda siger til Autonews, at bilproducenten har fordoblet deres mandskab, der arbejder på problemet.
– Det er en meget motiveret, dedikeret og travl gruppe, som arbejder syv dage om ugen for at hjælpe kunder med at få repareret deres biler, siger talsmanden, Jeffrey Smith.
Han fortæller, at Honda har sendt flere end 9,9 millioner breve, 11.9 millioner postkort, 4,5 millioner e-mails og foretaget 12,8 millioner telefonopkald. De har udarbejdet målrettet markedsføring, brugt sociale medier og andre tiltag for at få de implicerede i tale. Det amerikanske National Highway Traffic Safety Administration siger i en udtalelse, at de kræver “100 procent fuldførelse og tager alle midler i brug for at nå målet”.
I alt er 10 mennesker døde i USA i ulykker, der linkes til eksploderende airbags fra Takata. Ni af dødsfaldene skete i en Honda – et i en Ford. Derudover blev en gravid malaysisk kvinde dræbt i 2014, da en Takata airbag sprængte i hendes Honda City.