18-årig stak Madsen én på kassen: Nu er der nyt i sagen

Drabsdømte Peter Madsen skulle sys efter knytnæveslag i ansigtet. Han kalder selv overfaldet for umotiveret.

Peter Madsen er blevet overfaldet i fængslet (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

Ubådsbygger Peter Madsen sad en eftermiddag i sin celle i Storstrøm Fængsel og hyggesnakkede med to medindsatte, da han uden videre blev overfaldet af den ene, som blot er 18 år.

– Det er en salve af slag, der rammer mig. Jeg bliver ramt med sådan en kraft, fragmenter af mit brilleglas skærer to snit over og to snit under mit højre øje, siger drabsdømte Madsen mandag i retten.

Her blev der på storskærm fremvist billeder af Madsen efter overfaldet, hvor højre øje er voldsomt hævet og misfarvet, mens det bløder fra flere snit.

Det koster den 18-årige overfaldsmand fængsel i tre måneder, har Retten i Nykøbing Falster mandag besluttet.

Manden selv har ellers forklaret, at der var tale om nødværge, efter at Peter Madsen tog kvælertag på ham.

– Stemningen var stille og rolig, men så begyndte vi at diskutere, og han tager mig om halsen med højre hånd. Han holder fast, og jeg slår ham tre til fire gange i ansigtet med højre hånd, så han giver slip, siger den nu voldsdømte.

Utroværdigt vidne

Men sådan mente retten slet ikke, at tingene havde udspillet sig i den få kvadratmeter store celle.

Retsformand Henrik Linde kaldte et af vidnerne – den tredje person, der var i Madsens celle – for direkte utroværdig. Vidnet havde ellers støttet forklaringen om, at Madsen havde haft hænderne ved den 18-åriges hals.

– Vi finder det ikke bevist, at der forud har været et angreb fra Madsens side. Vi har lagt vægt på Madsens egen forklaring, og at tiltalte og vidnet har haft mulighed for at afstemme forklaringer.

– Desuden blev der intet nævnt om nødværge fra tiltalte til at begynde med, siger retsformand Henrik Linde.

Afsonede for grov vold

Teenageren afsonede i forvejen en dom for blandt andet grov vold, og derfor fandt retten det skærpende, at han havde begået samme type kriminalitet endnu en gang.

Desuden var det skærpende, at overfaldet fandt sted i et fængsel.

Den 18-årige ankede dommen til landsretten. Han vil frifindes.

Peter Madsen, der afsoner en livstidsdom for at have mishandlet og dræbt journalisten Kim Wall, er rykket til Herstedvester Fængsel vest for København.

Om Peter Madsen

Allerede inden at Peter Madsen blev sigtet i sagen om drabet på den svenske journalist Kim Wall, er der blevet skrevet meget om den danske opfinder, raket- og ubådsbygger. Han er født i 1971, og inden han blev sigtet i en af Danmarks-historiens mest spektakulære drabssager, var han kendt som en mand, der sigtede mod stjernerne.

Drømmen om at nå ud i rummet har angiveligt fulgt Peter Madsen siden barndommen, og hans drømme om rumfart førte til et årelangt samarbejde med Kristian von Bengtson og foreningen Copenhagen Suborbitals, der har arbejdet på at sende et menneske ud i rummet gennem friviligt arbejde og donationer.

Konflikter skilte dog de to mænd ad, hvilket fik Peter Madsen til at stifte Raketmadsens Rumlaboratorium, beliggende på Refshaleøen Han har også været medlem af Dansk Amatør Raket Klub og Aurora Projekt Group, hvor han har specialiseret sig i raketmotorer, skriver Ritzau.

Ritzau har også fortalt, at Peter Madsen gennem årene har designet og bygget mere end én ubåd. Den mest kendte af dem alle er UC3 Nautilus, og navnet på den er gået verden rundt i forbindelse med sagen om Kim Wall.

Blandt de mere opsigtsvækkende ting, Peter Madsen har sagt og gjort gennem årene, må siges at være et interview, han i 2014 gav til Søndagsavisen. Interviewet førte til et portræt af manden, der år senere pludselig kunne læses i et helt nyt lys.

– Jeg håber, at jeg på sigt får en kriminel løbebane. Ikke at jeg vil røve en bank. Nej, for satan, det må ikke gå ud over nogen, lød det fra Peter Madsen, der uddybede, hvad han ville gøre istedet.

– Jeg vil gerne i al hemmelighed bygge en kæmpestor brintballon og flyve ind over København i den, mens et hav af politibiler jagter mig nede på jorden. Ballonen vil jeg lande mellem de to spir på Roskilde Domkirke, mens politiet står klar til at fange mig. Jeg ved ikke, om det bliver lige præcis det, jeg kommer til at gøre, men jeg vil gerne lave en happening af gigantiske dimensioner, sagde han med et smil til Søndagsavisen.

Kilder: Ritzau, Berlingske, Søndagsavisen.

Han anmodede om flytningen inden overfaldet.

Powered by Labrador CMS