20 personer sigtet for at bryde forbud

Politiet rejste søndag 20 sigtelser mod borgere, der ulovligt opholdt sig i særlig zone på Islands Brygge.

Lørdag aften blev der indført forbud mod ophold på Islands Brygge i København. Foto: Martin Sylvest/Scanpix
Udgivet Opdateret

Islands Brygge på Amager er et af de helt store trækplastre i København, når det er weekend, og vejret er godt.

Men som alle andre steder i samfundet skal man holde afstand for at hindre smitte med coronavirus. Og der var ikke tilstrækkelig afstand mellem folk på Islands Brygge lørdag, mente politiet.

Derfor blev der indført forbud mod ophold i området.

I løbet af søndagsdøgnet sigtede Københavns Politi 20 personer for brud på opholdsforbuddet.

Det oplyser politiets pressevagt mandag eftermiddag.

Du kan læse mere om, hvad et opholdsforbud betyder her.

Forbuddet trådte i kraft lørdag klokken 21.

Ingen brød forbuddet lørdag frem til midnat – så vidt politiet ved.

2500 kroner i bøde

Det udløser som udgangspunkt en bøde på 2500 kroner, hvis man opholder sig i et område, der er omfattet af et opholdsforbud.

Forbuddet på Islands Brygge er i øjeblikket det eneste af sin slags i Danmark. I weekenden var der også forbud mod ophold ved Lakolk Butikscenter på Rømø, men det blev ophævet ved midnat mellem søndag og mandag.

Powered by Labrador CMS