47-årig pædofil filmede og udnyttede 28 små børn: Nu bliver han straffet

Dømt for 45 tilfælde af krænkelser og voldtægt.

Den 47-årige er dømt skyldig. Modelfoto: Scanpix
Udgivet Opdateret

En tidligere pædagogmedhjælper og spejderleder er ved Retten i Glostrup onsdag blevet idømt forvaring for overgreb på og krænkelser mod 28 børn under 12 år. Det oplyser anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.

Overgrebene og blufærdighedskrænkelserne fandt sted over en årrække på godt 17 år, hvor den 47-årige begik voldtægt, overgreb og filmede børn.

Hændelserne omtalt i sagskomplekset startede ved årtusindeskiftet, hvor nu dømte Per Bartholdy Pedersen fra Rødovre i flere år hemmeligt lavede videooptagelser i drengenes omklædningsrum i flere svømmehaller på den københavnske vestegn.

Bleskift

Senere, da han blev spejderleder og siden pædagogmedhjælper i Albertslund, udviklede det sig til egentlige overgreb.

I alt har der i sagen været rejst tiltale for 45 tilfælde af voldtægt, anden seksuel omgang end samleje eller blufærdighedskrænkelser mod 28 børn. Seksuel omgang med børn under 12 år er ifølge straffeloven altid voldtægt.

I 35 tilfælde var der tale om voldtægt ved anden kønslig omgang end samleje fordelt på i alt 16 børn. Seks af børnene er blevet misbrugt flere gange – helt op til 5-6 gange.

Flere af børnene blev misbrugt eller fik krænket deres blufærdighed, mens de sov eller lå på puslebordet for at få skiftet ble.

Sagen har langt hen ad vejen været en ren tilståelsessag. Bartholdy blev anholdt i marts 2017 af Nordsjællands Politi efter flere bekymrende anmeldelser fra forældre.

Gennemført pædofil

Den 47-årige har samarbejdet med politiet, efter en ransagning i hans hjem blotlagde en massiv mængde videodokumentation af overgrebene, som han havde lavet for at kunne gense overgrebene derhjemme.

Med dommen om forvaring fulgte retten senioranklager Peter Rask.

– Han er gennemført pædofil, han er pædofil hele vejen igennem, sagde Peter Rask i retten, hvor der blandt tilhørerne var fyldt op af de krænkede børns forældre.

Retslægerådet har da også vurderet, at der er høj risiko for, at han gentager sin kriminalitet.

Det skyldes ifølge rådet, at den tiltalte er entydigt pædofil, og altså kun har seksuel tiltrækning til mindre børn.

En seksualitet som rådet vurderer gør ham “forpint”, men ikke leder til anger – snarere en tristhed over, at det er forbudt at have pædofile præferencer.

Formildende at de sov

Inden domsafsigelsen gav den dømte Per Bartholdy Pedersen udtryk for, at han var ked af sine handlinger og havde dårlig samvittighed.

Men han gentog også et element fra sin forklaring, hvor han gav udtryk for, at han efter sin egen mening sørgede for, at børnene ikke led skade.

– Jeg synes også det formilder, når det er sex, at det var mens de var sovende, lød det i retten fra Per Bartholdy Pedersen.

Straffelovens paragraf 216

Straffelovens paragraf 216. For voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den, der

1) tiltvinger sig samleje ved vold eller trussel om vold eller

2) skaffer sig samleje ved anden ulovlig tvang, jf. § 260, eller med en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Stk. 2. For voldtægt straffes med fængsel indtil 12 år den, der har samleje med et barn under 12 år.

§ 225. Bestemmelserne i §§ 216-224 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til andet seksuelt forhold end samleje

Den dømtes forsvarer, Jan Aarup, havde i retten argumenteret for en fængselsstraf på højst seks års fængsel, og Per Bartholdy Pedersen ankede da også på stedet dommen for at få en mildere straf.

Powered by Labrador CMS