4,7 millioner konti blokeret på sociale medier

Techselskaber har blokeret millioner af konti som følge af australsk forbud mod sociale medier for børn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Australien blokerer millioner af konti for børn på sociale medier

Australien har indført et forbud mod sociale medier for børn under 16 år, hvilket har ført til blokering af 4,7 millioner konti.

Techgiganter som Meta, TikTok og YouTube har taget skridt for at fjerne mindreårige brugere fra deres platforme.

Premierminister Anthony Albanese roser indsatsen og understreger vigtigheden af at beskytte børn online.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Teknologiselskaber har samlet set blokeret omkring 4,7 millioner konti på sociale medier som følge af Australiens forbud mod sociale medier for børn under 16 år.

Det oplyser eSafety, der er den australske tilsynsmyndighed for onlinesikkerhed, fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Tallene viser, at teknologiselskaberne har taget reelle skridt for at fjerne de mindreårige brugere, skriver Australiens kommissær for onlinesikkerhed, Julie Inman Grant, i en udtalelse.

- Det er tydeligt, at eSafetys reguleringsvejledning og samarbejde med platformene allerede har givet betydelige resultater, skriver hun.

Australien har krævet, at de store techselskaber, herunder Meta, TikTok og YouTube, forhindrer mindreårige brugere i at have en konto på sociale medier, efter at lovgivningen trådte i kraft 10. december sidste år.

Selskaberne risikerer bøder på op mod 49,5 millioner australske dollar, hvilket svarer til omkring 213 millioner danske kroner, hvis ikke de tager "rimelige skridt" for at udelukke de unge brugere.

Gentager tidlig opfordring 

Meta, som er moderselskab for flere populære platforme, oplyste sidste uge, at det fjernede 331.000 konti med mindreårige fra Instagram, 173.000 fra Facebook og 40.000 fra Threads i ugen frem til 11. december.

Samtidig gentog techselskabet en tidligere opfordring om, at det bør kræves af app stores, at de verificerer folks alder og indhenter forældres samtykke, før personer under 16 år kan downloade en app.

Ifølge selskabet er dette den eneste måde at undgå, at teenagere gentagne gange rykker til nye apps for at omgå forbuddet.

Ifølge Australiens kommissær for onlinesikkerhed, Julie Inman Grant, har techselskaber taget reelle skridt for at fjerne mindreårige brugere fra sociale medier. (Arkivfoto).

Betydelig indsats 

Australiens premierminister, Anthony Albanese, kalder det ifølge det australske medie ABC opmuntrende, at techselskaberne gør en "betydelig indsats" for at overholde lovgivningen og holde børnene væk fra deres platforme.

- Forandring sker ikke over natten, siger han og tilføjer:

- Men de her tidlige tegn viser, at det er vigtigt, at vi gjorde noget for at skabe den her forandring.

Australien er det første land i verden til at lave et forbud mod børn og unge under 16 år på sociale medier.

Powered by Labrador CMS