57 døde i Irak efter flere bilbomber

Bilbomber er ikke et ukendt fænomen i Irak. Her er det fra Bagdad i slutningen af september. Foto: SABAH ARAR/Scanpix
Udgivet Opdateret

En bølge af angreb i Irak var blandt andet rettet mod markedspladser. Islamisk Stat mistænkes for at stå bag.

Mindst 57 mennesker er dræbt i Irak, hvor bilbombeangreb har ramt både hovedstaden Bagdad og den nordlige og sydlige del af landet, siger irakisk politi og lægekilder.

Et af angrebene skete tæt ved en travl markedsplads i byen Khalis, som ligger omkring 80 kilometer nordøst for Bagdad. Her blev 35 mennesker dræbt.

– Chaufføren tiggede politiet om lov til at parkere sin bil for at kunne købe medicin på et apotek i nærheden. Fem minutter senere gik bomben af og forårsagede stor ødelæggelse, siger en talsmand for politiet.

I byen al-Zubair, der ligger omkring 15 kilometer sydvest for oliebyen Basra i det sydlige Irak, ramte et andet angreb. Det var ligeledes rettet mod en travl markedsplads og kostede 10 mennesker livet.

En tredje bilbombe eksploderede i den nordlige udkant af Bagdad, hvor 12 mennesker omkom, siger politi og hospitalskilder.

Irak kæmper hårdt for at inddæmme den yderliggående militante gruppe Islamisk Stat, som har taget kontrollen med en tredjedel af landet.

Islamisk Stat har tidligere taget skylden for lignende angreb.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS