80.000 kroner i bøde til Superbrugs: Havde klamme varer på hylderne

Der må ikke stå tilbagetrukne fødevarer på hylderne. Gør der det, kan det blive dyrt.

Udgivet Opdateret

Det er ikke nok at have orden på hygiejne og håndtering af fødevarerne i de danske forretninger og restauranter.

Det er også vigtigt at tjekke hylderne for varer, der er trukket tilbage af Fødevarestyrelsen. Ellers kan det blive dyrt. Rigtigt dyrt.

Det må en afdeling af Superbrugsen i Aarhus nu erkende; at betale: 80.000 kroner.

Newsbreak.dk kunne 12. oktober fortælle, at firmaet Midsona Danmark tilbagekaldte Urtekram økologisk grov remoulade på grund af gæring i produktet.

“Den afvigende smag kan skyldes vækst af mikroorganismer, hvilket medfører, at produktet ikke længere er egnede til at blive spist af mennesker”, skrev Fødevarestyrelsen dengang.

På glasset står der Bedst før dato: 24/06/2019.

På baggrund af en forbrugerhenvendelse dukkede Fødevarestyrelsen 13. december op i Superbrugsen på Vesterbro Torv i Aarhus. Det fremgår af en kontrolrapport.

“Der blev ved gennemgang af Urtekram grov remoulade i butikken fundet tre styk med bedst før dato 24.6.2019”, står der videre i rapporten.

Tre meget dyre glas remoulade

Det er altså de tre glas, der har kastet den store bøde af sig.

– Vi er mega kede og trætte af det her. Det har vi heldigvis aldrig prøvet før, siger butikkens souschef til Lokalavisen Aarhus.

Han fortæller også, at personalet forinden havde fundet glas med den tilbagetrukne remoulade, men at der altså blev overset tre glas, sandsynligvis på lageret – og som så senere blev sat på hylden i butikken.

Udover bøden skal butikken nu have en sur smiley hængende.

Powered by Labrador CMS