Aarhus vil lave havnebad, -teater og -kolonihaver

Sådan ser planen for et nyt Havnebad på Aarhus Ø ud. Visualisering: BIG (Bjarke Ingels Group)
Offentliggjort Sidst opdateret

Maritime kolonihaver, en strandzone, et teater, havnebad og snoede gadeforløb – det er nogle af de elementer, der skal gøre området ved Bassin 7 på Aarhus Ø til hele byens nye oplevelsessted. Det blev afsløret i dag, hvor en ny udviklingsplan for området blev præsenteret af borgmester Jacob Bundsgaard (S) og arkitekt Bjarke Ingels. Samarbejdet om udviklingsplanen er i sig selv nytænkende for udviklingen af havnefronten i Aarhus. Der er nemlig tale om et samarbejde mellem Aarhus Kommune og et privat team bestående af bl.a. BIG og Gehl Architects. Holdet har haft til opgave at gentænke 7 temaer for området, herunder byrum og landskab, skala og arkitektur samt beboersammensætningen.

Aktivitet som omdrejningspunkt

Borgmester Jacob Bundsgaard er begejstret for projektet.

– I planen er bylivsaktiviteterne blevet tænkt først, så de er placeret optimalt i forhold til vind, sol mv. og ligger samlet ud mod det attraktive havnebassin. På den baggrund er de resterende byggefelter til beboelse mv. så formet og tilpasset. Dét skaber optimale rammer for bylivet på Aarhus Ø, siger Jacob Bundsgaard.

Udviklingsplanen har særligt fokus på at understøtte og stimulere børnefamiliernes interesse for at bo på og bruge Aarhus Ø, og dét finder rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz, er rigtig interessant.

– Der er lige nu en global tendens til, at også børnefamilier ønsker at bo midt inde i byen, og det ser vi også i Aarhus. Derfor skal vi have boligtyper og aktiviteter, der imødekommer familiernes ønsker. Det tager udviklingsplanen fat i ved at skabe lukkede gårdrum til leg og ophold i trygge rammer og ved at etablere stemningsskabende snoede gadeforløb, som vi fx kender det fra Øgadekvarteret. Endelig er der fokus på kulturtilbud, fx et teater, som jo er noget af det, der gør det attraktivt at bo i city, siger Kristian Wurtz (S).

Maritime kolonihaver

Det er også planen at etablere en række maritime kolonihaver med små badehuse, så andre end beboerne også kan få deres daglige gang i området og dermed ejerskab til aktiviteterne og den fortsatte udvikling efter samme princip som de allerede eksisterende nyttehaver i Ø-haven.

Bassin 7 er også det område, hvor der skal etableres et havnebad, som er doneret af Salling Fondene. Det kommende havnebad er tiltænkt en meget central placering i udviklingen af området, så havnebadet og de andre aktiviteter i området i høj grad ”flyder sammen” og kommer til at udgøre en samlet promenade af oplevelser.

Ikke færdigudviklet

Planerne for området er dig ikke færdigudviklede endnu.

Der bliver nu en proces, hvor planen mere detaljeret bliver præsenteret for en række interessenter på dialogmøder, hvorefter udviklingsplanen senere på året skal godkendes af byrådet i Aarhus med henblik på udbud og salg af byggeretter til bolig og erhverv i området.

Powered by Labrador CMS